Den dømte pensionistmorder ønskede ikke at delagtiggøre sine medindsatte i fængslet i sin brutale fortid. Istedet sagde han, at han var dømt for et slagsmål i byen, hvor offeret efterfølgende var død af sine kvæstelser.
Sådan forklarede en 34-årig, der er blandt fire, der er tiltalt for at have overfaldet den nu 34-årige Cornelius Bach - der tidligere hed James Schmidt.
Ifølge anklageskriftet var det en 34-årig, benamputeret kørestolsbruger, der indledte overfaldet på den dømte pensionistmorder. Men det benægter han. De andre tre nægter sig ligeledes skyldige.
Den 34-årige forklarede, at han ikke kendte Cornelius Bach.
»Det fandt jeg først ud af, da jeg kom på Vestre (efter at være blevet fængslet i forbindelse med overfaldet, red),« forklarede den 34-årige.
I stedet var det rent faktisk Cornelius Bach, der havde slået først ud efter en af de andre. Det skete inde på hans egen celle, hvor de var gået ind for at bytte noget tøj, forklarede den 34-årige ved dagens retsmøde i Nykøbing Falster.
Det førte til, at de alle fire blev viklet ind i affæren. Men det handlede på ingen måde om dommen for de tre drab på ældre, lød kørestolsbrugerens forklaring.
Direkte adspurgt vurderede den 34-årige, at der ikke var tale om et slagsmål eller overfald. Rettelig var der tale om tumult, forklarede han.
Forud for episoden havde der rent faktisk været god stemning på afdeling C4, forklarede den 34-årige. Her havde de blandt andet lavet mad sammen, spillet backgammon og lignende.
»Er der nogen, I tager afstand fra i fængslet,« spurgte anklageren.
»Vold imod ældre og voldtægt. Havde jeg vidst, hvad han sad for, havde jeg taget afstand fra ham,« svarede den 34-årige.
Han forklarede, at overfaldet skete tre dage før, han skulle løslades efter efter at have siddet fuld tid for sin dom.
Sammen med de tre øvrige tiltalte har han mandag formiddag taget plads på anklagebænken. De tre andre tiltalte er 20, 20 og 36 år gamle. Hvis de kendes skyldige i sagen, kræver senioranklager Charlotte Skovmand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi to af dem udvist.
Ud over en politibetjent og tre transportbetjente er der tre tilhørere, heraf to pårøende, til de tiltalte tilstede i retslokalet.
Lyt her til B.T. podcast om kriminalitet her: