En knytnæve ramte Lauritz Lindboe Wind i baghovedet. Han styrtede om på kørebanen, hvor han blev liggende. Bevidstløs.
Den ene af gerningsmændene løftede benet og trampede ham direkte i hovedet. Midt i mørket opdagede en bilist skikkelsen på vejen og bremsede hårdt op, før hun ramte ham. De to mænd flygtede.
Det næste, den dengang 20-årige Laurtiz Lindboe Wind kunne huske, var synet af et hospitalsloft.
»Jeg vågnede på hospitalet, kunne kun åbne det ene øje og kunne ikke se nogen i rummet. Mildt sagt var jeg lidt overvældet,« fortæller han om episoden her flere år senere til B.T.
Fem år senere er sagen dog stadig aktuel og har fået nyt politisk liv, da straffen for sager som Lauritz Lindboe Winds bliver hårdere.
Det vender vi tilbage til.
Lauritz Lindboe Wind huskede intet fra selve hændelsen, hvor han under en bytur den 22. februar 2020 i Københavns natteliv blev udsat for et umotiveret overfald.
Men han kunne selv stykke regnestykket nogenlunde sammen ved at tage et kig i spejlet på hospitalet den følgende morgen.

En brækket næse. Adskillige sår. Et flækket øjenbryn og en gedigen hjernerystelse.
Har du været udsat for et umotiveret overfald? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emsh@bt.dk.
Noget af det sidste, Lauritz Lindboe Wind kunne huske, før han blev slået i baghovedet, var, hvordan mændene tidligere på aftenen havde bedt om en smøg.
Her måtte Lauritz og hans ven afslå, da de kun havde få tilbage i pakken.
Senere fortalte den ene gerningsmand, at der var nogle piger, som ville tale med Lauritz Lindboe Wind på den anden side af vejen, hvorefter han blev lokket med ud på gaden.
Her faldt det første slag.
Du husker måske det grove overfald på Lauritz Lindboe Winds som 'Gothersgade-sagen'. I 2020 dækkede B.T. hans sag massivt, da den dengang kom for retten første gang.
Overfaldet satte dybe spor i Lauritz Lindboe Winds liv. Med hjernerystelsen fulgte en lang periode væk fra skolebænken, og de karakterer, han tidligere havde kæmpet for, styrtdykkede.

Planen om at starte på en videregående uddannelse blev herefter lagt på hylden.
I flere år kæmpede han også med søvnproblemer grundet angst for overfaldsmanden, der også betød, at han i en periode sov med en køkkenkniv under hovedpuden.
I 2025 får voldssager som Lauritz Lindboe Winds et nyt politisk liv.
Ifølge avisen Berlingske er regeringen på vej med en ny reform med skærpede straffe for vold - samtidig med, at Det Konservative Folkeparti har disket op med en ny offerpakke med hjælp til ofre og pårørende.
Det hilser den i dag 25-årige Lauritz Lindboe Wind velkommen.
»Det kunne vi helt sikkert have haft brug for dengang,« siger han.
Dengang blev den ene af Lauritz Lindboe Winds overfaldsmænd idømt seks måneders ubetinget fængsel.
En dom, som Lauritz Lindboe Wind kalder 'helt hul i hovedet'.
»Jeg synes bare, at det er vildt, at man kan ødelægge en andens liv, hvor det tager flere år, før man kommer over det - og så var han så hurtigt ude. Det er jo en person, der var tæt på at slå mig halvt ihjel,« siger han.
Det var ikke kun den lave straf, der gik Lauritz Lindboe Wind på.
Det kan du snart læse mere om på B.T.