Der er mandag formiddag sket et alvorligt trafikuheld ved Gadstrup på Køgevej.
En lastbil og en varevogn er stødt sammen lidt nord for lyskrydset ved Salløvvej-Snoldelev Bygade. En 29-årig mand fra Amager har mistet livet.
Det oplyser vagtchefen i Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til B.T.
»Der er tale om en dødsulykke. Vi har haft besvær med at få identificeret den dræbte. Men det har vi fundet ud af nu, og vi skal til at underrette de pårørende,« siger Martin Bjerregaard.
Tidligere kunne han fortælle, at situationen var alvorlig:
»Det er alvorligt. Føreren af varebilen er kørt til Rigshospitalets Traumecenter i en ambulance med politieskorte,« siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.
Ulykken blev anmeldt klokken 11.23.
»Det ser ud til, at varebilen af endnu uvisse årsager kom over i den modsatte vejbane, hvor der sker et frontalt sammenstød med lastbilen,« siger Martin Bjerregaard.
En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge omstændighederne bag ulykken nærmere.
Køgevej er på grund af oprydningsarbejdet og bilinspektørens arbejde på ulykkesstedet spærret mellem krydset Salløvvej-Snoldelev Bygade og Lufthavnsvej.
Men Martin Bjerregaard oplyser, at man håber snart at kunne åbne for vejen igen.
B.T. følger sagen …