Torsdag besluttede en dommer ved Retten i Aarhus, at varetægtsfængslingen af den nu bortviste læge fra Aarhus Universitetshospital, der er sigtet for et seksuelt overgreb på en patient, skal forlænges med yderligere fire uger.

Retsmødet foregik bag lukkede døre, så ingen journalister fik lov til at overvære det.

Varetægtsfængslingen blev senest forlænget for en måned siden. Her kom det frem, at den unge læge var blevet sigtet for at have krænket endnu en patient.

Denne gang på Viborg Sygehus 16. januar 2022, hvor han ifølge B.T.s oplysninger arbejdede, indtil han fik arbejde på Aarhus Universitetshospital kort efter.

Her skal han omkring klokken 9.30 have udsat en kvindelig patient for blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og dermed have misbrugt sin stilling som læge endnu en gang.

Den anden episode, som han indtil nu har siddet varetægtsfængslet for, udspillede sig 20. marts i år på en af Aarhus Universitetshospitals akutafdelinger.

Her skal den 30-årige læge blandt andet have lavet både rektale og vaginale undersøgelser på en 27-årig kvindelig patient, som var indlagt med 40,5 i feber, selvom han slet ikke var tilknyttet afdelingen.

Desuden skal han delvist have afklædt kvinden for derefter at have berørt hendes nøgne bryster og bagdel samt revet hende hårdt i brystvorterne, fremgår det af en retsbog, som B.T. har fået aktindsigt i.

Alt sammen forhold, som ligeledes gør, at han her er sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelse og stillingsmisbrug, hvor strafferammen er op til otte års fængsel.

Lægen nægter sig skyldig i anklagerne.

Da efterforskningen stadig er i gang, er det uvist, om der kommer flere sigtelser.

Hospitalsdirektøren på Regionshospitalet Viborg, Thomas Balle Kristensen, har dog tidligere fortalt til B.T., at sygehusledelsen kender til flere mulige seksuelle krænkelser, som er blevet meldt til politiet.