Han skulle bare lige låne bilen for at hente en pizza. Men da han kom hjem, var det uden hverken mad eller bil.

Det kan ende med at blive en dyr fornøjelse for en nordsjællandsk mand, at han forleden lånte sin Porsche ud til en ven.

Det viser en sag fra Nordsjællands Politi.

Vennen skulle ifølge Lokalavisen bare hente en pizza, men da han sad bag rattet, kunne han tilsyneladende ikke stå for fristelsen til at afprøve vognens hestekræfter.

I hvert fald blev han kort efter stoppet af politiet på motorvejen med over 210 km/t.

Ud over at sigte manden for brud på færdselsloven beslaglagde politiet bilen på stedet.

Folketinget har netop skærpet straffen for såkaldt vanvidskørsel.

Derfor har politiet siden 31. marts haft mulighed for at konfiskere bilen på stedet, hvis den har været brugt til vanvidskørsel.

Ved vanvidskørsel forstås for eksempel, at de kører med mere end 200 km/t., med en hastighed på mere end 100 procent af det tilladte eller har en promille på over 2,0.

I de tilfælde kan de betjente, der stopper dig, tage bilen med med det samme – uanset om det er dig, der ejer den, eller ej.

Så budskabet fra Nordsjællands Politi er ikke til at tage fejl af:

»Tænk dig om, inden du låner din bil ud. Det kan i sidste ende blive rigtig dyrt.«