På Emily Voloviks ben sidder et ar. Rundt. Formet som et tandsæt. Og når hun kigger nærmere på det, kan hun stadig se, hvordan hver enkelt af tænderne i sin tid borede sig gennem hendes tykke strømpebukser og videre gennem huden.

Da hun fik det og kort efter ringede 1-1-2, kunne hun høre, hvordan personen i den anden ende spærrede øjnene op, da hun fortalte, at det ikke var et dyr, der havde bidt hende. Det var et menneske.

Arret er for den 26-årige kvinde ikke blot et symbol på den martsnat, hun fik det.

For hende er det også et billede på den antisemitisme, jøder i Danmark ifølge Det Jødiske Trossamfund i stigende grad oplever, og fredag skal en domsmandsret tage stilling til netop det:

Om Emily Volovik kort efter midnat 6. marts 2022 blev udsat for en hadforbrydelse på baggrund af hendes jødiske baggrund.

Den nat kom hendes ophav til udtryk i et smykke, hun bar om halsen.

En guldkæde med en lille davidsstjerne.

Det var lørdag, og hun og veninderne havde hygget sig på en bar på Østerbro, da de ved midnatstid besluttede at flytte festen til det indre København.

Sådan så såret ud, før det var helet.
Sådan så såret ud, før det var helet. Foto: Privat
Vis mere

Da en taxa parkerede ved Bubbles Bar i Århusgade, ville kvinderne stige ind, da en fremmed kvinde dukkede op.

Ifølge Emily Volovik ville kvinden ikke lade dem køre. Hun ville med. I hvert fald til at starte med.

For snart eskalerede situationen.

»Da hun ser min davidsstjerne, er det som om det slår fuldstændig klik for hende,« fortæller Emily Volovik og fortsætter:

»Hun ændrer fuldstændig adfærd, begynder at råbe, at jeg skal dø og 'viva Hamas'.«

Den 26-årige kvinde fortæller, hvordan den fremmede kæmpede for at komme ind i taxaen med kvinderne, der modsat kæmpede for at holde hende ude.

»Til sidst får hun kastet sig ind i taxaen, hvor hun får fat i mit ben og bider til. Jeg forsøger at få hende væk ved at hive i hendes hår, men jo mere jeg hiver, des hårdere bider hun.«

»Det er, som om hun har låst kæben om mit ben.«

På billedet kan du se Emily Voloviks davidsstjerne.
På billedet kan du se Emily Voloviks davidsstjerne. Foto: Privat
Vis mere

Før den fremmede efter et par minutter ifølge Emily Volovik slap sit tag og forsvandt, var Emily Volovik begyndt at bløde fra benet.

»Mine veninder er grædefærdige, og vi er alle i chok. Jeg er relativt rolig i situationen, fordi jeg er fast besluttet på at få fat i politiet, så jeg bider smerten i mig.«

Inden en patrulje nåede frem, forsvandt den fremmede kvinde fra stedet, men Emily Volovik skaffede hendes navn og anmeldte episoden til politiet, der registrerede den som en hadforbrydelse.

Det er også det, der er rejst tiltale for, når sagen fredag kører ved Københavns Byret.

Her er en 29-årig kvinde tiltalt efter straffelovens paragraf om simpel vold samt den skærpende paragraf om hadforbrydelser.

I paragraffen er det blandt andet beskrevet, at en straf kan forhøjes, såfremt forbrydelsen er begået på baggrund af etnisk oprindelse eller tro, som det ifølge anklageskriftet og offeret selv er tilfældet i denne sag.

B.T. har via Messenger kontaktet den tiltalte for at høre hendes udlægning af sagen, men hun er ikke vendt tilbage.

Hendes forsvarer, Danyal Tirpan, oplyser dog, at hun nægter sig skyldig. Yderligere har han ikke andet at sige forud for retssagen.

Emily Volovik glæder sig til at få det overstået. Til at komme over på den anden side.

For hende er sagen et klart eksempel på noget større: Den antisemitisme, hun fortæller at være blevet mødt af hele livet.

For det meste kommer den til udtryk i det små, siger hun. I måden 'jøde' er blevet et bandeord. I drillerierne i folkeskolen. I episoderne, hvor folk har spyttet hendes vej.

Eksemplerne er »ikke specielle«, siger hun. De er »almindelige«.

Men denne sag taler sit eget tydelige sprog, mener hun.

Og det er årsagen til, at hun vælger at træde frem og tale højt om den. 

Hun synes, det er vigtigt.

»Jeg har ikke følt mig rigtig rolig i Danmark på samme måde efterfølgende,« siger hun og tilføjer, at hun foruden en masse antibiotikapiller også har modtaget psykologhjælp efter overfaldet.

I dag kan Emily Volovik stadig se formen på sin overfaldsmands tandsæt på sit ben.
I dag kan Emily Volovik stadig se formen på sin overfaldsmands tandsæt på sit ben. Foto: Privatfoto
Vis mere

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at den 29-årige tiltalte skal idømmes fængselsstraf. 

Foruden hadforbrydelsen er hun tiltalt i en anden sag. Også med såkaldt skærpende omstændigheder.

Knap fem måneder efter episoden på Østerbro skal hun nemlig på Middelfart Station have truet en DSB-konduktør med ordene:

»Jeg stikker dig.«

Netop DSB-konduktører er blandt de tjenestemænd, der er særligt beskyttede af straffeloven. Bliver man dømt for trusler eller vold mod dem, risikerer man en forhøjet straf.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.