Den 68-årige kvinde, der er sigtet for at have dræbt og parteret sin mand, var en høflig enspænder, man sjældent så på vejen.

Ukrudtet er brudt igennem fliserne, græsset i forhaven er utæmmet, og taget på carporten er ved at falde sammen. Huset på villavejen i Herlev, hvor den 68-årige kvinde bor, vidner om, at der ikke var meget overskud i dagligdagen.

Og det var tilsyneladende også tilfældet. Flere beboere i nabolaget, der ønsker at være anonyme, fortæller til B.T., at den 68-årige kvinde og hendes nu afdøde mand var et sjældent syn på vejen. De var nogle »særlinge«, der havde det bedst med sig selv og hinanden.

»De var lidt nogle spøjse og tilbageholdene typer, og det var mit indtryk, at de havde det ret svært ved at tage vare på sig selv og deres hus. Deres oliefyr har vist ikke virket i mange år, så de har holdt varmen ved hjælp af deres brændeovn,« fortæller en beboer på vejen og tilføjer, at parret altid var meget høflige, når man mødte dem på vejen.

Foto: Simon Boas
Vis mere

Da den 68-årige kvinde blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag, var hun iklædt en beigefarvet trøje og sad uroligt med et stykke papir i hånden, da sigtelsen blev læst op. Efterfølgende erkendte hun, at hun havde parteret liget af sin døde mand, og selv om kvinden således fortsat er sigtet for både drab og usømmelig omgang med lig, mente dommeren ikke, at der var hjemmel til en varetægtsfængsling.

»Manden har været syg af kræft i lang tid, og de fik på et tidspunkt en hospitalsseng hjem. Siden har jeg faktisk ikke set ham, og jeg har da tænkt over, hvad der var sket med ham, men jeg ved, at hun tog sig af ham og plejede ham. På et tidspunkt kom der et skilt op, hvor der stod, at de ikke ville have kommunen på besøg,« fortæller en anden beboer på vejen.

Den 68-årige kvinde og manden har boet på vejen i mere end 30 år, og for godt fem år siden fejrede de to, at de havde være sammen i 25 år. I den forbindelse havde flere beboer på vejen samlet ind til en gave til parret, ligesom flere af dem også var inviteret til festen.

»Hun er jo sigtet for drabet på ham, men sidst jeg så ham, var han meget syg. Jeg tror ikke, at hun har gjort det,« fortsætter beboeren.

Kommune: Vi har pligt til at reagere

Flere af de beboere, B.T. møder på vejen i Herlev, fortæller, at kommunen ikke har levet op til deres ansvar. De har ganske enkelt svigtet i den her sag, mener en af naboerne.

»Der var ikke nogen tvivl om, at de havde brug for hjælp. Har du set haven,« spørger en af naboerne og fortsætter:

»Det er jo dybt tragisk, og jeg mener faktisk, at kommunen har fejlet.«

Mette Riegels, der er velfærdsdirektør i Herlev Kommune, fortæller, at kommunen altid har pligt til at reagere, hvis man vurderer, at en borgers liv eller førlighed er i fare.

»Og vi er altid meget opmærksomme, hvis der er borgere, som ikke ønsker at modtage hjælp. Vores ansatte gør meget for at informere om mulighederne og er opmærksomme på, om forholdene i hjemmene er trygge og forsvarlige,« siger hun og understreger, at hun ikke kan kommentere den konkrete sag.

Ved tirsdages grundlovsforhør kom det frem, at drabet på manden skulle være sket i juli. Ifølge sigtelsen er den 68-årige kvinde mistænkt for at have gemt sin mands hoved og ene ben i fryseren, mens resten af liget blev gemt i en blomsterkumme i haven.

Senere blev ligdelene gravet op og efterladt på en adresse, der hedder Krebsdammen - også i Herlev - og flere måneder senere - natten til mandag - skulle hun have taget hovedet og benet op og gravet det ned i Haveforeningen Hjortespring i Herlev.

Da kvinden blev fremstillet i grundlovsforhør, var både forsvareren og anklageren enige om, at dørene skulle lukkes.

Foto: Simon Boas
Vis mere

»Det skyldes, at min klient er psykisk påvirket af situationen. Hun er meget berørt af det. Hun ønsker, at sagen kan gennemføres både i dag og fremadrettet på en skånsom måde på grund af hendes psykiske tilstand,« lød det i retten fra hendes forsvarer Bjørn Lund Madsen.

Dermed får offentligheden altså ikke at vide, hvad kvinden forklarede om sagen.