En kvinde er kørt til Kolding Sygehus efter en soloulykke ved Vamdrup ved Kolding fredag morgen.

Kvinden mistede herredømmet over sin bil, da hun forsøgt at undvige et dyr på vejen.

»Bilen endte på en mark. Kvinden var enten fastklemt eller teknisk fastklemt efter ulykken,« siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Torben Wind.

Teknisk fastklemt vil sige, at en person enten ikke er i stand til at komme ud af bilen selv, eller at det af ambulancepersonalet bliver vurderet, at personen for en sikkerheds skyld ikke skal forlade køretøjet på egen hånd på grund af risikoen for, at det kan forværre eventuelle skader.

presse-fotos.dk

Fastklemt betyder derimod, at en person ikke kan komme ud af sit køretøj, fordi det fysisk er umuligt.

»Men der skulle ikke være tale om alvorlig personskade,« siger Torben Wind.

Ulykken skete på Fovsletgårdsvej og blev anmeldt klokken 07.51.

Efter ulykken var vejen kortvarigt spærret, men der er nu åbnet op for trafikken igen.