Flere danskere har modtaget en ny afpresningsmail, hvor afsenderen påstår at være i besiddelse af samlejevideoer af modtageren.
Man skal hverken tro på afpresseren eller besvare mailen, advarer politiet.
I mailen står der, at gerningsmanden har hacket sig ind på modtagerens computer og blandt andet filmet et samleje. Videoen vil blive sendt til venner og familie, hvis modtageren ikke betaler et beløb i bitcoins.
»Det særlige kendetegn ved denne aktuelle masseafpresningsmail er, at gerningsmanden undskylder for sin handling og forklarer, at han mangler penge, da han er blevet smittet med COVID-19 og har mistet sit job,« skriver politiet på platformen 'Mit digitale selvforsvar', der er skabt af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.
Desuden ligner det, at mailen er sendt fra modtagerens egen konto. Dette er blot et teknisk greb, som flere hackere gør brug af og altså ikke sandheden.
Derfor er politiets bedste råd: Gør intet.
»Det er politiets opfattelse og erfaring fra tidligere sager om masseafpresning, at de kriminelle ikke har til hensigt at gennemføre den handling, der trues med. Vi anbefaler derfor, at du ikke reagerer på mailen,« skriver politiet.
Øverst i artiklen kan du se mailen.