Både politi og brandvæsnet troede, at brandslukningsarbejdet længe var overstået efter en voldsom brand i et gartneri i Hundslev på Fyn onsdag.

Torsdag morgen blussede branden dog pludselig op igen.

»Branden er genopblusset formentlig på grund af stærk blæst,« siger vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen.

Meldingen om genopblusningen løb ind til politiet klokken 7.23 torsdag morgen.

»Det er slukket igen og giver ikke anledning til noget større. Der er nærmest ikke noget tilbage derude, der kan brande mere,« siger vagtchefen.

Branden i drivhusene startede onsdag eftermiddag, hvor både beredskab og politi var talstærkt til stede. Røgudviklingen fra branden var så kraftig, at politiet rådede beboere i området til at gå inden døre.

Ifølge TV 2 Fyn tilhører drivhusene firmaet By Growers, der har flere gartnerier på Fyn. Det er ifølge dem fjerde gang på bare fem uger, at der er brand i et af deres drivhuse.

Tilbage i december var der brand i et af gartneriets drivhuse i det nordlige Odense. Som også B.T. har beskrevet tidligere.