15 timer efter Emilie Mengs forsvinden tidligt om morgenen 10. juli 2016, mødte den 32-årige i dag drabssigtede op til fodboldfest med vennerne. 

Det fortæller en nær ven til den 32-årige i dokumentarprogrammet 'Nogen ved noget om Emilie Meng – Special', som onsdag har premiere på Kanal 5 og Discovery+ og som kan høres på Podimo. 

»Jeg ved ikke, hvad han lavede om morgenen den dag, men jeg ved, hvad han lavede om aftenen. Dér var han sammen med os. Der var fodbold, og det så vi altid sammen. Og det gjorde vi også den dag,« siger vennen, der fremstår anonymt i dokumentaren. 

Det var ifølge vennen den 32-årige, der havde taget initiativ til at mødes i vennegruppen for at se EM-finalen mellem Portugal og Frankrig. Det viser en beskedkorrespondance med vennegruppen 9. juli 2016.

Omkring klokken 20.00 sendte den 32-årige en sidste besked i tråden, og derfra var der ingen, der hørte fra ham før om aftenen knap et døgn senere. 

Her ankom han til vennernes fodboldfest lidt efter klokken 19.00. To timer forinden havde Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi udsendt en officiel efterlysning af Emilie Meng. 

Ingen af vennerne bemærkede noget usædvanligt i den sigtedes opførsel den aften. 

Et billede fra fodboldfesten, der kan ses i dokumentaren og øverst i videoen i artiklen, viser den sigtede sidde ved et bord i et fortelt til en campingvogn, hvor fodboldkampen bliver vist. Her er der flere øldåser, og foran den sigtede er der en energidrik. 

Det er først, efter den 32-årige er blevet sigtet, at vennerne har studset over, at han ikke drak den aften. 

»Normalt var det aldrig den sigtede, der kørte, når vi skulle til sådan nogle arrangementer, men det gjorde han den dag. Og det vil så også sige, at han ikke drak. Og det var meget, meget sjældent, at den sigtede ikke gjorde det. Han var altid på med fester og skulle gerne have lidt alkohol,« siger vennen.

I programmet fortæller vennen, at sigtelsen mod den 32-årige er kommet som et kæmpe chok. 

»Det var aldrig noget, jeg kunne have forestillet ham gøre. Han har aldrig været voldelig, han har aldrig været fysisk eller truende – heller ikke når han drak. Men jo mere der kommer frem, så må politiet også have noget,« fortæller han. 

Den 32-årige, som vi på B.T. omtaler som Korsørmanden, kom i politiets søgelys, efter en 13-årig pige i april i år forsvandt ved Kirkerup på Vestsjælland blot få kilometer fra sit hjem. 

Hun havde netop færdiggjort sin avisrute og fortalt sin familie, at hun var på vej hjem. Men hun kom aldrig hjem, og senere blev hendes cykel, taske og telefon fundet henkastet i vejkanten. 

Efter et døgn lykkedes det politiet at finde den 13-årige pige i live på en adresse i Korsør, hvor den 32-årige mand blev anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og flere voldtægter. 

Det er sigtelser, han delvist har erkendt. Det er dog endnu uvist, hvad den delvise erkendelse dækker over, da grundlovsforhøret i sagen foregik for lukkede døre. 

Politiet har efterfølgende udvidet sigtelserne mod den 32-årige til også at handle om drab, frihedsberøvelse og voldtægt af Emilie Meng i 2016 og for voldtægtsforsøg, forsøg på frihedsberøvelse samt vold og trusler mod en 15-årig efterskoleelev fra Sorø sidste år.

De nye sigtelser nægter han sig skyldig i. 

Den 32-årige har siddet varetægtsfængslet siden april, og det er endnu uvist, hvornår en eventuel retssag skal køre. 

'Nogen ved noget om Emilie Meng – special' udkommer i to afsnit og har premiere 6. og 13. september på Kanal 5 og Discovery+. Derudover kan de to afsnit høres på Podimo onsdag. 

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' og få genopfrisket sagen om Korsørmanden her, eller hvor du plejer at høre podcast: