»Jeg prøvede rigtig meget at gøre ham glad. Gøre ham lidt rolig med hans jalousi. Jeg sagde, at han gerne måtte gå på diskotek, ryge hash og købe nyt tøj. Jeg var bare en tissemyre.«
Med tårer i øjnene og flere gange afbrudt af gråd gjorde en 37-årig kvinde tirsdag i byretten i Glostrup status over sit 12 år lange ægteskab med en jævnaldrende mand.
Parret har fire børn og stammer begge fra Afghanistan. De blev gift i hjemlandet, men han lokkede hende til at tage med til Danmark, hvor hun regnede med et spændende og trygt liv.
Men virkeligheden viste sig hurtigt at være noget helt andet.
I dag bor hun på krisecenter, og manden er tiltalt for vold, mishandling, vanrøgt, dødstrusler og psykisk vold mod både hustruen og deres børn. Han nægter sig skyldig.
»Han bestemte alt, og på grund af hans jalousi måtte jeg ikke engang gå ned med skraldespanden.«
»Han sagde, at mine børn ville blive taget fra os af kommunen, hvis jeg sagde til nogen, hvad der skete derhjemme. Så ville børnene blive anbragt og bagefter solgt til folk, der ville voldtage dem, sagde han til mig,« fortalte den 37-årige kvinde grådkvalt.
»Jeg var en tørklædepige – en god muslim. Det kunne han godt lide. Efterhånden døde kærligheden, men vi blev nødt til at blive sammen. I vores kultur kan man ikke bare give slip – det handlede om hans ære.«
»Hvis ikke jeg hørte efter ham, blev jeg slået. Jeg var nødt til at lave mad til ham og give ham massage. I vores kultur gør kvinderne alt for meget for at gøre deres mand glad,« fortalte kvinden fra vidneskranken.
»Han kaldte mig alle mulige grimme navne – både flodhest, grim og luder. Flere gange spyttede han på mig, når vi spiste aftensmad, men det var bedre, end når han slog. Han har ødelagt mit liv. Min selvrespekt og mit overskud.«
»Jeg måtte ikke gå i sprogskole. Jeg skulle lave mad, tage mig af børnene og gøre rent. Jeg skulle være en engel. Men han sagde, at alle kvinder var utro – var ludere. Alle kvinder i verden – og specielt mig.«
Samtidig beskrev kvinden, hvordan hun i ægteskabet på grund af mandens jalousi levede i et jerngreb.
Hvis hun var mere end 25 minutter om at følge børnene i skole og komme tilbage, skulle hun gøre rede for forsinkelsen. Og vise sine bukser, der ikke måtte vise tegn på utroskab.
Manden tjekkede også rutinemæssigt hendes mobiltelefon, og penge havde hun ikke adgang til. De børnepenge, som familien modtog, blev ligesom andre penge styret af svigerfaderen. Mad kunne hun ikke selv købe, og nyt tøj kom fra genbrugsforretninger eller affaldscontainere.
Under retsmødet i Glostrup havde den ængstelige kvinde bedt om, at den tiltalte mand ikke var til stede i retslokalet, når hun afgav forklaring. Manden hørte i stedet hendes vidneudsagn fra et såkaldt lytterum, hvor han var bevogtet af en politimand imens.
Ved et tidligere retsmøde har han nægtet sig skyldig og antydet, at han er offer for et komplot.
»Det viser sig jo, at hun er en meget klog kvinde. Og der er nogle kloge folk bag hende. Jeg har altid fortalt sandheden,« sagde han blandt andet, da han afgav forklaring.
Der falder efter planen dom i sagen midt i november.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.

