Da retssagen torsdag formiddag gik i gang, var han ingen steder at se, den tiltalte mand. Hans forsvarer kunne heller ikke få fat på ham telefonisk, og derfor blev det besluttet at sende et par patruljer ud for at anholde ham.

En time efter dukkede han så op i retssal 404 i Glostrup. Lettere utilfreds med, at de uniformerede betjente var dukket op på hans adresse. Hvad ville naboerne ikke tænke?

Ikke desto mindre beklagede han over for retten sin forsinkelse.

»Siden alt det her startede, har jeg ikke sovet. Jeg kan ikke sove om natten og falder først i søvn ved sekstiden,« lød det fra den 37-årige mand med afghanske rødder.

Han mener, at han er blevet udsat for et komplot. At det er årsagen til, at han nu er endt på anklagebænken i en sag om grov mishandling af en kvinde og vold mod børn. 

Mod sin hustru og deres fælles børn.

Han nægter sig skyldig i samtlige af de syv forhold, som han er tiltalt for: Årelang mishandling, flere tilfælde af almindelig vold, psykisk vold og trusler.

»Det viser sig jo, at hun er en meget klog kvinde. Og der er nogle kloge folk bag hende. Jeg har altid fortalt sandheden. Det er måske mit problem og grunden til, at jeg sidder her. Jeg fortæller altid sandheden,« siger han med henvisning til, at hans hustru gennem 13 år.

Hustruen og børnene forlod i sommeren sidste år hjemmet i Ballerup for at tage på ferie i Sverige. De vendte aldrig hjem igen.

I stedet flyttede de ind på et krisecenter, og snart begyndte både kvinden og børnene, som i dag er mellem fem og ni år, at fortælle historier om de rædsler, den 37-årige mand skal have udsat dem for.

»Det er rart i maven, at det ikke er en hemmelighed mere. Far bestemmer ikke mere. Det er kun mor,« skal en af sønnerne have fortalt.

I notater, som anklageren fra Københavns Vestegns Politi på sagens første retsdag læste op, fremgik det også, at en professionel havde bemærket, at den lille datter under en samtale stillede mange spørgsmål.

Men at hun syntes ligeglad med at få svar. Hun talte bare videre. 

»Det er, fordi jeg har det dårligt. Så hvis jeg ikke snakker, begynder jeg at græde,« skulle hun så have sagt.

Den 37-årige mand genkender ikke det billede, som der er blevet tegnet af ham. Et billede af en tyran, der fra 2010 til 2022 gennemtæskede sin hustru og kontrollerede hendes liv.

Igen og igen skal den 37-årige have slået og sparket sin hustru. Revet hende i håret og spyttet på hende. Nogle gange ugentligt. Andre gange dagligt.

Også på et tidspunkt, hvor hun var to til tre måneder henne med deres første barn.

Samtidig skal han have udsat hende for psykisk vold. Svinet hende til og styret hendes liv. Ifølge anklageskriftet havde kvinden nærmest ingen kontrol over eget liv. Hun måtte ikke købe sit eget tøj, tage en uddannelse eller have veninder, lyder det. 

Til gengæld skulle hun ifølge politiet servicere hele den tiltaltes familie, mens hun selv måtte bo og sove i et køkken.

Hvis hun nogensinde fortalte nogen om rædslerne, ville hun miste sin opholdstilladelse og blive smidt ud af Danmark, skal manden have truet, ligesom han angiveligt også truede med at slå hende ihjel, hvis hun havde kontakt til andre mænd.

Frygten var angiveligt også årsagen til, at børnene ikke turde sige noget om den vold, de ifølge anklageskriftet blev udsat for.

Vold, som den 37-årige nægter at kende noget som helst til. Børnene må være blevet manipuleret, sagde han i retten og forklarede, at børn i hans optik skal opdrages med pædagogik og omsorg.

»En god far vil altid prøve på at lade børnene være så langt væk fra problemer som overhovedet muligt. Så langt væk fra konflikter.«

»Vi har aldrig haft konflikter derhjemme. Der har ikke været dårlig stemning, fordi vi var utilfredse med hinanden,« konstaterede han og understregede så, at netop det er årsagen til, at han er så påvirket af sagen, at han ikke kan sove.

Tirsdag i næste uge tager hustruen plads i vidneskranken. Dernæst skal der afhøres et hav af andre vidner – familiemedlemmer og børnenes pædagoger – før der falder dom 15. november. 

Står det til anklagemyndigheden, skal manden ikke alene sendes bag tremmer. Han skal også udvises.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.