23-årige Martin var i gang med at studere, havde et job ved siden af og en sød kæreste.
Men nu skal han 12 år i fængsel.
En gæld på sølle 8.000 kr. fra et hastigt voksende forbrug af kokain udløste et voldsomt drab, der nu har spoleret den unge mands fremtidsdrømme.
Offeret blev den pusher, der ved en fest for få år siden tilbød Martin en smule coke og efterfølgende lokkede ham til at tage mere og mere kokain.
»Jeg gav 700 kr. for et gram kokain, og mit misbrug blev hele tiden kraftigere. Jeg kunne ikke sige nej til min pusher, for han blev ved med at presse mig til at få mere og mere på klods,« forklarede en sønderknust Martin forleden ved Retten i Glostrup, hvor han tilstod drabet.
»Jeg angrer af hele mit hjerte. Jeg har spurgt mig selv lige siden, hvorfor det gik så galt,« lød det fra Martin, inden dommeren idømte ham 12 års fængsel.
Den 28-årige pusher blev slået ihjel 30. oktober sidste år om formiddagen i en lejlighed på Søborg Torv nord for København.
»Jeg skyldte ham 8.000 kr., som skulle betales den dag. Men jeg havde kun 4.000. Det var lønningsdag dagen efter. Derfor var jeg mødt op for at tale med ham som en mand og finde en løsning,« forklarede Martin i retten.
Lige inden drabet havde han sendt pusheren en række sms-beskeder for at få ham til at lukke op: 'Kan jeg komme her og nu, bro?', 'kommer nu' og 'det er mig, der banker på, bro'.
»Jeg lærte ham at kende til en fest for fire år siden, hvor jeg fik coke af ham. Og især i det sidste halve år inden drabet havde jeg fået et kraftigt misbrug, hvor jeg fik kokain to-tre gange om ugen. Det var blevet rigtig slemt, og han støttede op om det.«
»Når jeg betalte, stak han mig noget nyt i hånden. Jeg havde et deltidsjob i Fakta og var på SU, men kunne ikke sige nej. Jeg fik også penge af mine forældre, som fik at vide, at jeg manglede penge til regninger. Jeg er virkelig flov over det,« forsikrede Martin foran dommeren.
»Han blev ved med at presse mig. Og da jeg forklarede, at jeg ikke kunne betale det hele, begyndte han at true min kæreste. »Hvis ikke du kommer med de fucking penge, så kommer jeg efter hende. Jeg vil få hende tæsket og voldtaget, truede han.«
»Jeg blev meget rystet, for jeg havde ikke set den side af ham før. Jeg slog ud efter ham og pressede ham op ad køkkenbordet. Jeg gik i panik, og desværre lå der en køkkenkniv, som jeg så stikker ham med,« tilføjede Martin.
I alt blev den 28-årige pusher stukket 13 gange og fik også seks snitlæsioner med den store brødkniv, der havde en bladlængde på 19 cm, kunne retsmedicinerne senere konstatere.
En videoovervågning fra et nærliggende bageri afslørede, at hele Martins besøg hos pusheren varede 12 minutter.

Sammen med sms-beskederne lige før drabet krævede det derfor ikke de store efterforsknings-anstrengelser for politiet, før Martin samme aften kl. 18.50 kunne blive anholdt, mens han var i selskab med sin kæreste og hendes forældre.
»Jeg havde håbet på en fredelig løsning,« forsikrede Martin om de 12 skæbnesvangre minutter, der nu har kostet ham lige så mange års fængsel.