887 borgere i hele landet kan i løbet af den kommende tid forvente at modtage et brev fra politiet.

Årsagen er, at deres private billeder – primært af intim eller seksuel karakter – uberettiget er blevet delt.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse:

»Af brevene fremgår det, at private billeder med stor sandsynlighed er blevet delt på forskellige platforme på internettet uden borgernes viden eller samtykke,« oplyses det.

Politikredsen oplyser videre, at en 25-årig mand fra Hillerød er blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse samt uberettiget deling af billederne i den omfattende sag.

»Vi har i de seneste måneder arbejdet på at identificere personerne på de mange billeder. Nu er vi så langt, at vi skriver til de implicerede og fortæller, at vi mener, at de er forurettede i sagen,« fortæller Kasper Guldager, der er politikommissær i Nordsjællands Politi og leder af efterforskningen i sagen.

Ifølge Nordsjællands Politis oplysninger er den sigtede mand administrator af det mappesystem, hvorfra billederne er blevet delt.

Han har ifølge politiet formodentlig fået tilsendt billederne fra andre eller har selv fundet dem via internettet og sociale medier, hvorefter de er blevet lagt i mapper på digitale platforme, der har fungeret som en form for 'byttebørs'.

»Vi har stor forståelse for, at det er meget ubehageligt for de borgere, der i den kommende tid får besked om, at billeder af dem, som er taget i en privat stund og med en særlig modtager for øje, er blevet sendt videre og delt uden deres viden eller samtykke. Derfor tager vi også sagen meget alvorligt og gør, hvad vi kan for at hjælpe dem bedst muligt,« siger Kasper Guldager.

Nordsjællands Politi oplyser, at man forventer, at alle de borgere, som er identificeret på billederne, har modtaget brevet fra politiet senest i begyndelsen af august.

Borgere, som har en e-Boks, vil få brevet sendt dertil, mens de borgere, der er fritaget for brug af e-Boks, vil få et fysisk brev sendt til deres postadresse.

I brevet vil det også fremgå, hvordan de 887 borgere skal forholde sig.