7,7 millioner i kolde kontanter.

Det er, hvad Toldstyrelsen har fundet gemt i frostpakker i Grønlandshavnen i Aalborg. Sagen er nu meldt til politiet.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Det er et imponerende stykke kontrolarbejde, tolderne har lavet. De mange millioner kroner lå godt skjult i frostpakkerne.«

Toldstyrelsen har meldt sagen om de mange millioner kroner til politiet.
Toldstyrelsen har meldt sagen om de mange millioner kroner til politiet. Foto: Toldstyrelsen
Vis mere

»I det yderste lag af pakkerne var der intet at finde, men efter en grundigere gennemgang med scanning og pengehunde fandt tolderne de mange kontanter, hvorefter politiet blev underrettet,« siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Styrelsen skriver ikke noget om, hvor pengene skulle være kommet fra, men oplyser, at sagen er givet videre til Grønlands Politi.

Det formodes derfor, at sendingen kommer fra Grønland.

Om arbejdet kan styrelsen berette, at overvågninger og analyser – udført af Toldstyrelsen i midten af oktober – førte til, at en række paller blev udtaget til kontrol.

Foto: Toldstyrelsen
Vis mere

Ifølge toldpapirerne, der var med, indeholdt pallerne almindeligt frysegods. Men da styrelsen fik åbnet for indholdet, fandt man knap otte millioner kroner i kontanter.

B.T. har været i kontakt med Toldstyrelsen, der hverken kan oplyse afsendere eller modtagere af pengebeløbet. Det skyldes den politimæssige efterforskning.

Dog anerkender styrelsen, at sagen og det store pengebeløb er af sjælden karakter.

I 2019 og 2020 registrerede man 74 sager og tilbageholdt 22 millioner kroner samlet set.

Toldstyrelsen skriver, at der i sagen er mistanke om kriminel aktivitet. Den mistanke opstår ifølge styrelsen, når den rejsende ikke ønsker, at myndighederne kender til sager med lignende pengebeløb.

Grønlandshavnen er placeret i det østlige Aalborg.

Andre læser også