Den kendte kunstfotograf Suste Bonnén nægtede sig skyldig, da hun tirsdag formiddag stod tiltalt ved Retten på Frederiksberg.

Den 70-årige fotograf er anklaget for at have krænket sin sjette eksmands privatliv og blufærdighed ved at sprede en film med optagelser af ham, hvor han både er nøgen og onanerer.

Filmsekvenserne blev optaget i efteråret 2016, da Suste Bonnén med kort varsel havde besluttet at afslutte sit sjette ægteskab. På det tidspunkt havde parterne været gift i syv uger og levede sammen på Bornholm.

»Han fik pludselig et anfald af hysteri og raseri, hvor han nedgjorde mig og sagde, at jeg ikke var noget. Det fik mig til at flytte til hans lejlighed i Købehavn, hvor jeg fik lov til at bo i fire måneder, indtil jeg fandt noget andet,« forklarede den 70-årige kvinde i retten.

Kort efter lukkede eksmanden sig en nat pludselig ind i lejligheden i København og bad angiveligt sin ekskone om at blive fotograferet. Nøgen.

»Jeg gør sådan set alt for at please ham, tilfredsstille ham og gøre ham glad. Han kunne meget, meget, meget godt lide at blive fotograferet uden tøj på. Han nød det, jeg græd. Han blev glad over den magt, som han havde over mig, fordi han havde lejligheden,« lød forklaringen fra fotografen.

Optagelserne kom siden til at indgå i en 'kærlighedsfilm' af knap 15 minutters varighed med titlen 'Brylluppet i Gudhjem', hvor hun i kunstnerisk form ville skildre deres ægteskab og skilsmisse.

18. december 2016 sendte hun et lukket link til filmen til 13 personer i eksmandens omgangskreds - uden at han havde bedt om det eller ifølge tiltalen givet samtykke til det.

Blandt modtagerne var blandt andet eksmandens sønner, der altså pludselig kunne se optagelser af deres nøgne far - blandt andet mens han onanerer.

»Ledetråden i filmen var, at jeg ikke forstod hans sind, men gerne ville gøre det. Også ved at henvende mig til andre i hans omgangskreds,« lød det fra den tiltalte fotograf.

»Det var ikke hævn. Jeg laver ikke kunst for at hævne. Det var for at bearbejde og forstå. Han vidste det, men bagefter svingede han hele tiden. Han fortrød, og så fortrød han, at han havde fortrudt. Til sidst tænkte jeg, at nu laver jeg den film alene. At det er mig, der er instruktør,« forklarede Suste Bonnén.

Eksmanden afgav forklaring i retten bag lukkede døre. Han har via sin bistandsadvokat nedlagt påstand om en torterstatning på 50.000 kr.

Der falder dom i sagen i næste uge.