Tragisk. Grotesk. Sindssygt.

Det er blot nogle af de ord, som retsordførere for Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale sætter på B.T.s afdækning af, at somaliere er den udenlandske nationalitet i Danmark, der dømmes hyppigst for personfarlig kriminalitet. Men hvad er politikernes løsning, når kraftudtrykkene er dampet af?

»Danmark skal ikke være et slaraffenland for udenlandske kriminelle,« siger retsordfører Trine Bramsen (S) og tilføjer:

»Hvis man kommer hertil og begår alvorlig kriminalitet som personfarlig kriminalitet, så skal man have en billet ud af landet.«

Hun henviser til B.T.s afdækning af, at somaliere de seneste fem år med i alt 1.111 domme er den udenlandske nationalitet, der dømmes hyppigst for personfarlig kriminalitet opgjort som drab/drabsforsdøg, vold og røveri.

Retsordfører og nyvalgt EP-medlem for Dansk Folkeparti, Peter Kofod, er oprørt.

»Det er ret vilde tal, som B.T. har afdækket. Det underbygger - som vi i Dansk Folkeparti har påpeget i årevis - at vi i Danmark har en udfordring med indvandring fra en stribe lande i Afrika og Mellemøsten.«

»Det er tragisk, og det skal vi reagere på. Det skal vi gøre ved at sende folk hjem igen og lade være med at tage nye herop. Det må være lektien efter alt for mange år, hvor man i Danmark og resten af Vesteuropa har fundet sig i alt for meget fra indvandringen fra bestemte områder.«

Han kalder det ‘sindssygt’, at mandlige somaliske efterkommere - selv når man renser tallene for alder og familieindkomst - dømmes 3,6 gange så hyppigt for vold som den gennemsnitlige mand i Danmark med samme alder og familieindkomst.

Også De Radikale mener, at udenlandske personer, der begår grov kriminalitet  skal forlade Danmark.

Men her stopper enigheden med den nuværende politik på området også.

»Det er forfærdeligt, at der begås den slags kriminalitet herhjemme, og som radikal mener jeg, at de, der begår den, skal sendes hjem,« siger retsordfører Lotte Rod.

»Problemet er dog, at der er lande, hvor vi ikke kan sende folk hjem til. Det gælder blandt andet Somalia og Syrien. Og så bør vi politisk sørge for, at de ikke bliver mere kriminelle, mens de er her. Og her mener jeg, at regeringen og Dansk Folkeparti har fejlet,« siger hun og uddyber:

»De fører en politik, hvor man ikke vil give udviste personer uddannelse eller lade dem have et job, som vi ved afhjælper problemet. Dermed bliver det regeringen og Dansk Folkepartis egen skyld, at der kommer mere kriminalitet.«

Justitsminister Søren Pape Poulsen afviser kritikken fra De Radikale.

»Jeres opgørelse viser med al tydelighed, at der er et stort problem med kriminelle udlændinge, som vi ikke skal have i vores samfund,« siger han.

Justitsminister Søren Pape Poulsen.
Justitsminister Søren Pape Poulsen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er blandt andet derfor, at vi med Bandepakken har strammet udvisningsreglerne, så vi nemmere kan udvise udlændinge,« siger justitsministeren og tilføjer:

»Vi har også fastsat konkrete retningslinjer for, hvornår kriminelle udlændinge normalt vil kunne udvises, så domstolene får en vejledende fortolkning af, hvor langt Danmarks internationale forpligtelser giver mulighed for at gå.«

Endelig peger Søren Pape Poulsen på, at han netop har fremsat et lovforslag, der skal gøre det nemmere at udvise kriminelle udlændinge, der ikke møder op i retten.

Det skal sikre, at udvisningssager bliver afgjort hurtigere, og at udlændinge ikke kan undgå straf og udvisning ved at undlade at møde op i retten.