Et hold af journalister har brugt to år på at finde den mordsigtede dansker Rasmus Kirkegaard Kristiansen.
B.T kunne fredag afsløre, at 51-årige Rasmus Kirkegaard Kristiansen, der har været efterlyst for drab siden 1993, er anholdt i Brasilien.
En anholdelse, der ifølge faktachef hos TV 2 Thomas Breinholt er sket på baggrund af det arbejde, som et hold af journalister fra TV 2 har lavet.
»Vi har brugt to år på at opspore og finde ham til en længere dokumentarserie om mordet på Erik Højer Christensen, og det var på baggrund af vores oplysninger, at politiet i Brasilien kunne anholde ham,« fortæller Thomas Breinholt og tilføjer:
»Han medvirker i vores program, der bliver sendt til foråret, men jeg kan ikke sige mere end det.«
51-årige Rasmus Kirkegaard Kristiansen er anholdt i Brasilien for et drab begået i juli 1993 på den dengang 36-årige Erik Højer Christensen, der blev myrdet og efterfølgende parteret med en fukssvans i det nordlige Portugal.
Ifølge Københavns Politi arbejder man nu på at få ham udleveret fra Brasilien.
Rasmus Kirkegaard har været på flugt fra de danske myndigheder siden 1993.
Selv har han adskillige gange bedyret sin uskyld og blandt andet hævdet, at det var mafiaen, der stod bag drabet, men et kvindelige øjenvidne har forklaret, at hun så en mand, der ifølge hende var Rasmus Kirkegaard Kristiansen, skille sig af med en blodig sav og et par gummihandsker på en affaldsplads 12 kilometer fra det sted, liget af Erik Højer Christensen blev fundet.
Det skete nær en bjergkløft i et skovområde 30 kilometer øst for den portugisiske havneby Porto, hvor Erik Højer Christensens parterede underkrop to uger senere blev fundet efterladt sammen med en tom, blodig kuffert med hans visitkort.
Resten af udlandsdanskerens lig er aldrig fundet, og væk var den nu drabssigtede Rasmus Kirkegaard Kristiansen - og har været det indtil nu.
TV 2-dokumentaren får premiere til foråret.

