I 27 år har Rasmus Kirkegaard Kristiansen været efterlyst for drabet på Erik Højer Christensen i 1993.
Men selv fastholder den 51-årige dansker, der lige nu befinder sig i Brasilien, at han er uskyldig.
Det gør han i et interview med TV 2, der efter længere tids søgen kunne finde den nu 51-årige Rasmus Kirkegaard Kristiansen i Brasilien.
»Jeg har altid fastholdt, at jeg ikke har gjort det. Jeg er da også kun sigtet, men ikke tiltalt,« siger Rasmus Kirkegaard Kristiansen til TV 2.
Selv om Rasmus Kirkegaard Kristiansen har været som sunket i jorden siden 1993, hvor hans forretningspartner Erik Højer Christensen blev fundet dræbt og parteret med en fukssvans i det nordlige Portugal, så hævder den 51-årige dansker, at han aldrig har forsøgt at skjule sig.
Efter eget udsagn har han siden 1993 brugt sit fulde navn både i pas og kørekort.
Det var B.T., der fredag kunne afsløre, at man i øjeblikket arbejder på at få Rasmus Kirkegaard Kristiansen udleveret til Danmark, efter han blev anholdt af brasiliansk politi fredag i den forgangne uge for mordet på Erik Højer Christensen.
Siden 1993 har han været sigtet for det brutale drabet, der i medierne blev døbt 'sav-mordet', fordi det 36-årige offer blev parteret med en fukssvans.
Et kvindeligt øjenvidne har forklaret, at hun så en mand, der ifølge hende var Rasmus Kirkegaard Kristiansen, skille sig af med en blodig sav og et par gummihandsker på en affaldsplads 12 km fra det sted, liget blev fundet.
Det skete nær en bjergkløft i et skovområde 30 km øst for den portugisiske havneby Porto, hvor Erik Højer Christensens parterede underkrop to uger senere blev fundet efterladt sammen med en tom, blodig kuffert med hans visitkort.
Resten af udlandsdanskerens lig er aldrig fundet, og væk var den nu drabssigtede Rasmus Kirkegaard Kristiansen - og har været det indtil nu.
Rasmus Kirkegaard Kristiansen fortæller til TV 2, at han har frygtet at blive retsforfulgt i Portugal, der ligesom Danmark har haft udstedt en arrestordre på ham, og det har været en af årsagerne til, at han ikke selv har meldt sig.
Ifølge det brasilianske justitsministerium vil Rasmus Kirkegaard Kristiansen forblive fængslet i landet, indtil man har taget stilling til, om han skal udleveres til Danmark eller ej. Det vides ikke, hvornår der er truffet en afgørelse.



