Johnny Madsens kæreste, Rosita Jørgensen, er frifundet for vold begået mod Johnny Madsens manager, Jeanett Exner.

Det har byretten i Esbjerg netop afgjort.

Og det er en afgørelse, som den 53-årige nu frifundne kvinde af gode grunde er glad for.

»Jeg er selvfølgelig lettet, og mere har jeg ikke at sige lige nu,« siger hun kortfattet til B.T.

Rosita Jørgensen var tiltalt for under en fest i rockmusikerens hjem på Fanø i august i fjor at have givet Johnny Madsens manager, Jeanett Exner, et spark i hovedet.

53-årige Rosita Jørgensen har hele tiden nægtet, at hun på noget tidspunkt skulle have brugt fysisk magt eller på nogen måde have forøvet vold mod Jeanett Exner.

Jørgensen forklarede i retten, at hun den pågældende aften havde bedt en temmelig beruset Jeanett Exner om at forlade stedet, da det er Rositas hjem og dermed privat område.

»Hun havde ikke noget at gøre der. Jeanett siger kun det her, fordi hun er en linselus. Hun vil bare have noget omtale. Jeg respekterer, at hun har et arbejdsrelateret forhold til min samlever. Men derudover har jeg ikke noget forhold til hende,« lød det fra Rosita Jørgensen, da hun blev bedt om at forholde sig til anklagen mod sig.

Det fremgik af vidneførslen, at Jeanett Exners egen detaljerede forklaring omkring det påståede gerningstidspunkt står forholdsvis for sig selv i forhold til forklaringerne fra de vidner, som var fysisk til stede, da der var et optrin mellem de to kvinder, der på hver deres måde står Johnny Madsen nær.

Forklaringen var ifølge Rosita Jørgensens forsvarer, Allan Sørensen, så »utroværdig, som den kan være«, og der var desuden tale om et mediestunt, mente han og henviste til, at der på daværende tidspunkt var tv-optagelser i gang.

»Jeanetts forklaring er så utroværdig, som den kan være. Der er ingen direkte vidner til det, hun siger er foregået. Der er ingen objektive fund i lægeerklæringen. Vi har kun hendes egen forklaring. Og husk, der er tv-optagelser i gang på det her tidspunkt. Det her er et medieshow fra Jeanetts side. Det er et mediestunt. Min klient skal frifindes,« sagde han i sin procedure.

Og den forklaring overbeviste således heller ikke domsmandsretten, der nu har frifundet Rosita Jørgensen for vold.

B.T. har været i kontakt med Jeanett Exner. Hun ønsker ikke at kommentere afgørelsen.