»Jeg har ligget søvnløs halvdelen af natten på grund af det her.«

Sådan lyder ordene fra en frustreret Jette Petersen-Bach, der netop er blevet udsat for et af de mange svindelnumre, der florerer på det sociale medie Facebook.

Lørdag aften, da 60-årige Jette Petersen-Bach satte sig ved tasterne, opdagede hun nemlig, at alt ikke var, som det skulle være.

»I går aftes, da jeg skulle ind på min Instagram-profil, blev jeg bedt om, at jeg skulle logge ind med min Facebook-konto, og det plejer den aldrig at gøre. Og i samme sekund, som jeg så skrev mine oplysninger ind, ringende en bekendt og spurgte, om det var mig, der havde sendt ham en besked på Messenger,« fortæller hun til B.T.

Og her gik det så op for Jette, at der var noget, der var helt galt.

Hun havde nemlig ikke sendt nogen besked. Og hendes profil til henholdsvis Instagram, Facebook og Messenger viste sig at være blevet hacket.

»Jeg synes, det er skræmmende og bekymrende, at der er nogen, der kan være så snu. Hvad vil de have fra min konto? Det har jeg tænkt meget over,« fortæller hun.

I beskeden, som én af hendes bekendte havde modtaget fra Jette Petersens-Bachs profil, bad 'hackeren' om, at få modtagerens telefonnummer.

Og selvom det måske ikke lyder som noget, der burde få alarmklokkerne til at ringe, var det godt, at hendes ven var opmærksom.

Det viser sig nemlig, at det er et kendt trick til, hvordan svindlere kan få fat i personlige oplysninger – og det er formentlig på samme måde, at hackerne har fået ramt på Jette Petersen-Bach:

»Halvdelen af natten (til søndag, red.) har jeg ligget og spekuleret på, hvordan i alverden, de har fået fat i mine oplysninger. Men så slog det mig, at jeg tidligere på måneden sendte mit telefonnummer til en ven på Messenger. Jeg tænkte slet ikke over, det kunne være fup, for jeg kender hende jo,« fortæller Jette Petersen-Bach til B.T.

Tilbage i februar advarede Nordjyllands Politi desuden om selvsamme type af svindel, hvor snedige bagmænd lokker telefonnumre ud af folk gennem for eksempel Messenger.

I den forbindelse har politiet udstedt tre gode råd til, hvordan man skal forholde sig og undgå svindel. 'Kontakt din ven ad andre kanaler end Facebook, hvis du er i tvivl om henvendelsens troværdighed' og 'udlevér aldrig dit NemID til andre – heller ikke dine venner', lyder det blandt andet.

Den samme opfordring lyder da også fra Jette Petersen-Bach. Hun påpeger nemlig, at man skal tænke sig ekstra godt om, selv hvis man bliver bedt om at udlevere sit telefonnummer.

»Jeg vil jo nødig have, at andre begår sådan en dumhed som jeg,« afslutter hun.