Den forfærdelige togulykke på Storebælt handler mest af alt om otte uskyldige menneskers uretfærdige skæbne, men midt i den tragiske historie gemmer der sig også fortællingen om en sand helt.

Nemlig fortællingen om 'manden i den røde trøje'.

Vi skal skrue tiden tilbage til onsdag morgen - cirka klokken 8.10 - hvor indsatsleder fra Ambulance Syd, Søren Mikkelsen, ankommer til det forulykkede tog på Storebæltsbroen.

Søren Mikkelsen har nu til opgave at gå gennem toget og vurdere, hvor mange døde, tilskadekomne og uskadte passagerer, der er om bord på toget.

Togulykke ved Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Otte omkom, da dele fra et godstog ramte et passagertog på Storebæltsbroen.
Togulykke ved Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Otte omkom, da dele fra et godstog ramte et passagertog på Storebæltsbroen. Foto: Tim K. Jensen
Vis mere

Han går ind forrest i toget og drejer til højre.

Det er her, at traileren for under en time siden skrællede hele den venstre side af forreste kupé op, og Søren Mikkelsen erfarer hurtigt, at han ikke kan gøre noget for de personer, der ser ud til at være omkommet.

Han vender om og går ned gennem toget.

Her møder han et par andre af togets helte - en gruppe passagerer, der udøver førstehjælp på en medpassager - mens han noterer alle de tilskadekomne ned.

Søren Mikkelsen er indsatsleder hos Ambulance Syd og var en af de første, der gik igennem det forulykkede tog onsdag morgen.
Søren Mikkelsen er indsatsleder hos Ambulance Syd og var en af de første, der gik igennem det forulykkede tog onsdag morgen. Foto: Heidi Lundsgaard
Vis mere

Halvvejs gennem toget har han talt 12-14 tilskadekomne, men da toget er sat sammen af to 'togsæt', skal han nu ud af toget for at komme ind i anden halvdel.

Men døren til andet togsæt er låst. Og Søren Mikkelsen har ikke tid til at vente på en nøgle.

Han kigger ind i kupéen gennem et vindue, og her får han øjenkontakt med en mand med en rød trøje.

»Jeg kigger på manden og gestikulerer med mine to fingre. Først på mine øjne - så på hans. Jeg prøver at fortælle ham, at han skal hjælpe mig med at finde ud af, om der er nogen tilskadekomne eller måske omkomne i sidste halvdel. Det ved vi jo ikke,« fortæller Søren Mikkelsen.

Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken.
Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken. Foto: Jonas Dam
Vis mere

Og manden i den røde trøje forstår gestikulationen.

Nu går ham og Søren Mikkelsen side om side.

Den ene inde i kupéen - den anden udenfor i vinden på Storebæltsbroen.

Manden i den røde trøje går få skridt ad gangen. Kigger sig omkring på passagerne omkring sig og giver 'thumbs up' til Søren Mikkelsen bag ruden.

Sådan fortsætter det gennem resten af toget. Og heldigvis peger tommelfingeren opad for hver gang, manden i den røde trøje gør status.

»Til sidst finder vi ud af, at der ikke er nogen tilskadekomne i den anden halvdel, og så kunne vi fokusere på de andre tilskadekomne. Det er hans fortjeneste,« fortæller Søren Mikkelsen.

Søren Mikkelsen nåede aldrig at møde manden i den røde trøje igen, men han har siden tænkt på ham flere gange.

»Han er superkvik, og han har virkelig hjulpet. Jeg er meget imponeret over ham, og jeg synes, at han fortjener meget ros, hvis det altså kan gøre det. Jeg ville faktisk også gerne tale med ham,« siger Søren Mikkelsen.

Indsatslederen er næsten 100 procent sikker på, at manden var iført en rød trøje/sweater, men han er ikke fuldstændig sikker.

Ved du, hvem manden i den røde trøje er? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv på sebj@bt.dk.

Derudover har han kun ros tilovers for resten af togets passagerer.

»Jeg er meget imponeret over passagererne. Alle var rolige, og mange hjalp til. Når tingene virkelig går galt, så er der nogen, der rejser sig op, selvom de lige har set ting komme flyvende ind ad ruden og folk, der er ved at dø ved siden af dem,« siger Søren Mikkelsen.