Der er udbrudt ild i en lejlighed på Bellahøjvej i København.
Det bekræfter Københavns Politi over for B.T.
»Jeg kan for nuværende kun bekræfte, at vi har fået en anmeldelse 20.28,« lyder det fra vagtchef Henrik Stormer.
Han bekræfter dog, at en person kom ud fra lejligheden.
Dog kan politiet sent torsdag aften fortælle, at vedkommende er erklæret død:
»Vi kan konstatere, at der er en person, der er kommet ud derude fra og erklæret død på stedet derude. De pårørende er underrettet,« siger vagtchef Martin Kajberg.
Ifølge beredskabet var der tale om ild i møblementet i lejligheden, men at ilden blev slukket forholdsvis hurtigt.
Meldingen fra politiet er, at der ikke er foretaget nogen evakuering af andre personer i bygningen.

Opgaven lyder lige nu på røgudluftning, hvorefter skadeservice-firma overtager det videre arbejde.
Københavns Politi oplyser, at de fortsat er på stedet, og at årsagen til branden er ved at blive undersøgt. Derudover har politiet ikke yderligere kommentarer.
B.T. følger sagen.

