Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Stop, hjælp, der er blod ud over det hele.«

Det var ordene, som veninden til den 25-kvinde, som realitystjerne Teitur Skoubo er tiltalt for at have voldtaget klokken 2.10 natten til den 28. november 2021, husker at have hørt den aften det påståede overgreb fandt sted.

Det forklarede hun mandag eftermiddag ved Retten i Odense, hvor hun vidnede i sagen mod Teitur Skoubo.

Veninden var selv til stede i den lejlighed i Odense, hvor voldtægten påstås at have fundet sted.

I retten forklarede hun, hvordan de to veninder efter at have drukket øl og vin sammen tog på natklubben Butchers omkring midnat den pågældende aften.

Her mødte de blandt andre Teitur Skoubo og en af hans venner, som de aftalte at tage med hjem til den 25-årige kvinde, som realitystjernen er tiltalt for at have voldtaget samme nat.

I modsætning til, hvad Teitur Skoubo selv forklarede i retten mandag, mente veninden til den 25-årige ikke, at kendissen skulle have fået et blowjob på vej hen til lejligheden.

»Jeg gad godt vide, hvornår på gåturen det var,« sagde hun og pointerede, at vejen til lejligheden var ret direkte.

Til gengæld huskede hun, at Teitur Skoubo var pågående over for begge de unge kvinder og vedholdende i forhold til, at de skulle have sex.

Det endte da også med, at firkløveret kom hjem til lejligheden, og mens veninden til den 25-årige var i stuen sammen med Teitur Skoubos ven, gik Teitur Skoubo ind på værelset til den forurettede.

Få minutter efter hørte veninden og vennen til Teitur Skoubo 'rytmiske klask' og stønnen fra værelset.

»Vi kigger på hinanden og smiler,« fortalte hun i retten og tilføjede, at der godt nok blev gået til den.

Men kort efter hørte de en anden lyd.

»Det er (kvindens navn, red.), der råber om hjælp. Hun råber 'Hjælp, stop – der er blod over det hele',« forklarede veninden.

De to andre stoppede deres fælles forehavende og måtte ifølge veninden løbe nøgne ind på værelset.

»Da jeg kommer derind lige i hælene på (Teitur Skoubos ven, red.), er det første, jeg kigger på, gulvet, for gulvet er smurt ind i blod.«

På gulvet sad den 25-årige kvinde »med benene trukket op om sig og er smurt ind i blod«, lød venindens forklaring.

»Jeg blev chokeret,« tilføjede hun.

Imens var Teitur Skoubo ifølge veninden i gang med at tage tøj på, og uden at gå ind i en længere snak med ham bad veninden ham om at gå, husker hun.

Bagefter ringede hun til politiet, mens den 25-årige var ude af den og blev ved med at sige:

»Der er blod ud over det hele, der er blod ud over det hele, hvad er der sket?«

Ligesom hun ifølge veninden også skulle have sagt, at Teitur Skoubo havde slået hende.

Selv nægter den tiltalte sig skyldig i voldtægt, hvilket han også forklarede i retten mandag formiddag.