»Nogle vidner hørte, at der blev affyret skud.«

Det fik lørdag klokken 01.31 Nordjyllands Politi til at sende et væld af patruljer til Hobrovej mellem Ny Nibevej og Stationsmestervej.

Her måtte de spærre strækningen, mens anmeldelsen om skud blev undersøgt nærmere af blandt andet hundepatruljer.

»Vi satte rimeligt meget i gang, for vi vidste ikke, hvad vi havde med at gøre på det tidspunkt,« siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix.

Politiet fandt på stedet patronhylstre til løsskydningsammunition. Vagtchefen understreger, at der ikke er tale om skarp ammunition og at patronhylstrene sandsynligvis stammer fra enten en signal- eller en startpistol.

Kan en signalpistol godt forveksles med en rigtig pistol?

»Ja, det kan den godt. Jeg tror man skal være meget vant til våben, for at kunne se forskel,« lyder vagtchefens vurdering.

Politiet arbejder ud fra, at skuddene er blevet affyret fra en bil.

»De to vidner så formentlig en sort Mercedes personbil køre væk derfra i sydlig retning ad Hobrovej,« siger vagtchefen.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med hændelsen, men politiet vil gerne høre fra andre vidner, der måtte have set noget i området omkring gerningstidspunktet.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

»Lige nu har ikke nogen idé om, hvem der står bag det her,« siger vagtchefen.