Euforiserende stoffer eller alkohol i blodet.
Nordjyllands Politi måtte adskillige gange søndag sigte bilister for at køre bil i påvirket tilstand.
Allerede klokken fire om morgenen, sigtede de den første synder.
Efter et tip fra en borger, der havde set en bil slingre hen ad Sohngårdsholmsvej i Aalborg, stoppede en patrulje bilisten.
Den 24-årig mand, der sad bag rattet, blev bedt om at blæse i alkometertest, som viste en promille højere end de tilladte 0,5. Manden erkendte desuden, at han havde drukket forud for kørslen og blev derfor sigtet og anholdt.
Senere samme morgen var den gal i det centrale Aalborg.
På Borgergade stoppede politiet en bilist i en rutinemæssig kontrol, da patruljen havde mistanke om, at føreren havde drukket. Det kunne politiet konstatere, at han havde.
Men det var ikke det eneste, den 25-årige mand var påvirket af. Manden havde nemlig også indtaget kokain. Noget han indrømmede overfor patruljen. Politiet sigtede og anholdte manden, som fik taget en blodprøve, der skal bruges som bevismateriale i sagen.
Det var imidlertid ikke kun i Aalborg, at bilisterne satte foden på pedalerne under påvirkning af stoffer.
Kort efter midnat natten til søndag stoppede politiet en bilist på Rømøgade i Hirtshals.
Her kunne patruljen konstatere, at kabinen stank af cannabis og en narkometertest bekræftede da også, at føreren var påvirket af hash. Efter en ransagning af køretøjet fandt politiet en joint samt en ulovlig kniv i bilen. Derfor blev føreren ikke bare sigtet for at køre bil under påvirkning af stoffer, men også for at bryde knivloven. Oveni det kom også en sigtelse for at køre bil uden førerret.

