En ung mand er efterlyst af politiet, efter han truede en 53-årig kvinde med en pistol.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der har udsendt et billede af den formodede gerningsmand i håb om, at nogen kan genkende ham.

Den 53-årige kvinde blev natten til 24. juni omkring klokken 01.20-01.30 udsat for et røveriforsøg i landsbyen Uhe uden for Give, hvor den formodede gerningsmand truede hende med en pistol og forsøgte at få hende til at udlevere penge til ham.

Det lykkedes dog kvinden at flygte fra adressen på Bredsten Landevej, hvorefter manden kørte væk i en bil i vestlig retning uden udbytte.

Foto: Sydøstjyllands Politi
Vis mere

Kvinden kom ikke til skade ved røveriforsøget.

Politiet efterlyser nu vidner, der genkender den unge mand, der på gerningstidspunktet var iført en blå hættetrøje med 'PEAKP - ERFOR - MANCE stående med lys skrift på brystet samt slidte blå cowboybukser og støvletter.

Gerningsmanden beskrives som en skandinavisk mand, der er lys i huden og almindelig af bygning med kort blond eller rødligt hår. Han beskrives som cirka 180 centimeter høj og omkring 25-27 år gammel.
Han talte engelsk med dansk accent, og han medbragte en pistol.

Kan du genkende manden, eller ved du i øvrigt noget, som kan hjælpe med at opklare sagen, så bedes du kontakte politiet på telefonnummer 114, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

Foto: Sydøstjyllands Politi
Vis mere