Lyt til artiklen

Otte gamle træer ned til Øresund har sat sindene i kog i Rungsted Kyst.

I det normalt så nydelige og fredelige velhaverkvarter ved Strandvejen nord for København har en borger nemlig tilsyneladende tyet til selvtægt for at komme træerne til livs.

Ifølge TV 2 Lorry har en ukendt gerningsmand boret huller og sandsynligvis også hældt gift i otte træer, som står på en smal passage, som fører ned til vandet.

Her står også borde og bænke og en lille badebro – og altså de omstridte træer, som er en torn i øjet på nogen, som mener, de tager udsigten.

Dorrit Jørgensen er formand for grundejerforeningen Sømandshvileparken i Rungsted Kyst, som ejer træerne, og hun anser hullerne som hærværk.

»For mig er det ren ondskab. For mig er det en hadefuld handling,« siger hun til tv-stationen.

Hærværket er derfor meldt til politiet, og en gartner skal nu vurdere, om træerne kan overleve angrebet.

Dorrit Jørgensen afviser at fælde tæerne for at give mere udsigt. Et spørgsmål, som også tidligere er blevet diskuteret i grundejerforeningens bestyrelse.

Hærværk mod træer, som skygger for udsigt eller på anden måde er blevet en irritation hos nogen, er bestemt ikke et ukendt fænomen.

I 2019 skrev B.T. eksempelvis om et skovområde i Værløse i Furesø Kommune, hvor træer var blevet angrebet med syre, plantegift og kobbersøm.