Plantegift, kobbersøm og en motorsav.

Ved første øjekast kunne det ligne materialelisten til en af Egon Olsens mange planer, men det er altså ikke tilfældet.

Det er nemlig nogle af de midler, som ukendte gerningsmænd ved Søndersø i Værløse har taget i brug for at beskære eller måske endda dræbe de træer, som står på offentlig grund og er i vejen for den gode udsigt i området.

»Folk vil gerne have bedre udsigt eller mere lys, og når de synes, at træerne er blevet for store, så er der desværre nogen, som tager sagen i egen hånd. Så fælder de dem eller prøver at gøre noget, så træerne går ud,« fortæller Benedicte Isabella Dyekjær, der er skov- og landskabsingeniør i Furesø Kommune.

Har du tyet til selvtægt for at få en bedre udsigt fra din grund? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Hun tilføjer, at man har en klar formodning om, at det er enkelte husejere ned til søen, der står bag hærværket, og ikke mindst, hvordan det gøres:

»Vi har blandt andet oplevet, at nogle har boret huller i bunden af træerne og hældt Round-up (ukrudtsmiddel, red.) i, eller at man forsøger at banke kobbersøm i træet, fordi man tror, at træet så dør, men det er altså ikke tilfældet,« slår Benedicte Isabella Dyekjær fast.

Seneste tilfælde af hærværk blev ifølge Benedicte Isabella Dyekjær konstateret i februar, hvor fem træer, der stod mellem søen og en grund, var blevet fældet – herunder en 50 år gammel rød-el samt et træ, der var væltet ned over den sti, som går mellem søen og de mange husgrunde.

Ifølge Furesø Lokalavis, der i første omgang skrev om problematikken, blev de fem træer fældet umiddelbart efter, at kommunen selv havde fældet en håndfuld træer i området.

Og eksemplet fra februar er altså langtfra enestående:

»Det er sket gentagne gange i løbet af de seneste år, og vi ser det også andre steder i kommunen, hvor der er nogen, som beskærer træerne og holder dem nede, så de kan få en bedre udsigt,« siger hun og tilføjer, at flere af sagerne er politianmeldt.

Har du tyet til selvtægt for at få en bedre udsigt fra din grund? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

B.T. har været i kontakt med adskillige husejere, der bor ned til Søndersø. Enkelte af dem er bekendt med problematikken, men har hverken selv gjort det eller kender nogen, der har gjort det, fortæller de. En af dem fortæller imidlertid, at man fra gangstien, der går mellem søen og husgrundene, sagtens kan se, hvem der har en udsigt uforstyrret af træer.

»Og det kan man jo undre sig over,« lyder det fra beboeren, der ikke ønsker sit navn frem.

En anden husejer fortæller, at hun kender til problematikken, men at hun da også gerne så, at hendes udsigt ikke var nær så begrænset af træer, som den er nu.

»Vi har jo betalt dyrt for udsigten,« fortæller kvinden.

Det argument mener Benedicte Isabella Dyekjær imidlertid ikke, at man kan bruge til noget.

»Måske har ejendomsmæglerne lovet noget, som vedkommende ikke kan holde. For træer er levende organismer, og området omkring Søndersø er et af de mest attraktive naturområder, vi har i kommunen, og der skal man ikke have følelsen af, at man går i et villakvarter. Tværtimod går man i naturen,« siger hun og tilføjer, at det kan koste en bøde, hvis man bliver nuppet i at begå hærværk mod træerne.

Ifølge Furesø Lokalavis er der en ny plejeplan for området omkring Søndersø på vej, hvor man vil inddrage både borgere og naturforeninger.

Har du tyet til selvtægt for at få en bedre udsigt fra din grund? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk