Ammunitionsrydningstjenesten er tirsdag aften rykket ud til en forladt ejendom i Give i Sydjylland, da man har fundet granater fra 2. verdenskrig.

Det fortæller vagtchef Lars Grønland fra Sydøstjyllands Politi.

»Der blev fundet forskellige effekter fra 2. verdenskrig, som man har brugt til øvelsesbrug - så som granater og håndgranater,« siger han til B.T.

Der er efter sigende ikke tale om de helt store mængder.

Men det er svært at vide, hvorfor det overhovedet har ligget i huset i Give i første omgang.

Krigsmateriellet blev nemlig fundet i en forladt ejendom, der har stået tom i mange år.

»Det kan være den tidligere beboer har været samler, men det er meget svært at finde frem til hensigten,« siger Lars Grønland.

Ammunitionsrydningstjenesten, også kendt som EOD, har tirsdag aften fjernet krigsmateriellet fra ejendommen, og det videre arbejde er at få det destrueret på forsvarlig vis.