En lokomotivfører kom gående hen ad perronen på vej til et tog tidligt tirsdag morgen.

Her får han øje på en mand, der står og maler graffiti på et Arriva-tog.

Lokomotivføreren går derfor mod manden, mens han råber af ham. Da han når helt derhen, tager han fat i graffitimalerens arm, og der opstår tumult imellem dem.

Og så sprayer graffitimaleren maling lige i hovedet på lokomotivføreren. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Herefter fik lokomotivføreren tvunget graffitimaleren ned på jorden, hvorefter han råbte om hjælp. Der kom fire andre til stede – to hjalp med at pacificere graffitimaleren, mens en tredje ringede efter politiet.

Da politiet kom, blev den 19-årige graffitimaler anholdt og sigtet for graffitihærværk og grov vold.

Han blev lagt i håndjern og placeret ved en betonsøjle, men politiet afhørte lokomotivføreren og vidnerne.

Pludselig rejse den 19-årige sig dog og begyndte at løbe fra stedet. Betjentene løb efter og indhentede hurtigt den 19-årige.

Herefter blev han kørt til politigården, hvor han fik en sigtelse for at være flygtet som anholdt. Desuden blev der fundet en mindre mængde hash, derfor blev han også sigtet for narkobesiddelse.