En ukendt gerningsmand truede sig mandag aften til penge i en spillehal i Nyborg.

Røveren var maskeret med hætte og skimaske og bevæbnet med kniv, da han kort efter klokken 22 den 9. august gik ind i spillehallen Pitten.

Han truede personalet med kniven.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet efterlyser nu manden med billeder fra Pittens overvågningskamera.

Røveren beskrives som cirka 190 centimeter høj.

Under røveriet var han iført en sort dunjakke med hætte og et lille hvidt logo på venstre overarm.

Han havde mørke bukser og mørke sko og var altså maskeret med hætte og sort skimaske.

Fyns Politi

Røveriet varede kun to minutter – fra klokken 22.17 til 22.19.

Selvom gerningsmanden var helt mørkklædt, håber politiet alligevel på, at der er borgere, der kan hjælpe med opklaringen.

»Fyns Politi håber, at nogle kan hjælpe med at indetificere gerningsmanden udfra sparsomme billeder, men man kan fx se på billederne, at gerningsmanden har en sort dunjakke med hvidt logo på venstre overarm.«

Ved du, hvem han er, så kontakt Fyns Politi på telefon 114.