En frisør i Horsens er sigtet for ikke at overholde de regler, der i øjeblikket gælder på grund af coronakrisen.

Coronasmitten har medført, at det ikke er tilladt for en lang række erhverv, herunder frisørsaloner, at holde åben.

Men det er  tilsyneladende ikke alle, der har til hensigt at overholde de regler.

Således har Sydøstjyllands Politi nu sigtet en frisør for at holde åbent, selv det altså ikke er tilladt i disse dage, skriver Horsens Folkeblad.

»Der er rejst en sigtelse mod en frisør. I det ligger der jo, at frisøren havde kunder, selvom det ikke er tilladt ifølge særloven, siger Ulla Kaspersen, som heller ikke vil oplyse, hvordan frisøren reagerede på sigtelsen,« siger kommunikationschef Ulla Kaspersen fra Sydøstjyllands Politi til mediet.

Kender du til andre frisører, der også holder åbent, eller er du en af dem? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Onsdag i sidste uge trådte nye regler i kraft for at hindre spredning af coronasmitte. Ifølge reglerne skal barer, diskoteker, restauranter og andre etablissementer holde lukket.

Desuden er det forbudt offentligt at forsamles flere end 10 personer.

Mens langt de fleste har rettet ind og overholder reglerne, har der i den forløbne uge været flere eksempler på, at reglerne er blevet overtrådt.

På en vandpibecafé i Københavns Nordvestkvarter var der fredag aften forsamlet 23 personer, og i Odense blev ejerne af to værtshuse og en vandpibecafé sigtet for at holde åbent i modstrid med reglerne, skriver Ritzau.

Ikke alle tager det lige pænt, når politiet dukker op.

Et par betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi mødte både ukvemsord og en fuckfinger som reaktion, da de søndag aften sigtede en restauratør i Henne Strand for at holde åbent i strid med forbuddet.

Straffen for at mødes flere end 10 personer er en bøde på 1500 kroner til hver, mens restauratører og andre, der holder åbent i strid med forbuddet, får en bøde på 5000 kroner.