Det sendte chokbølger gennem det britiske samfund, da 33-årige Sarah Everard i foråret blev bortført på åben gade i London og bagefter blev fundet voldtaget og myrdet.
Ikke mindst fordi gerningsmanden viste sig at være en 48-årig politibetjent, der netop er blevet idømt fængsel på livstid.
Nu har også en fransk politimand vist sig at være en længe jagtet seriemorder og -voldtægtsforbryder.
Ifølge de franske myndigheder har betjenten formentlig fire drab og seks voldtægter på samvittigheden.
Politimandens serieforbrydelser er kommet for dagen, efter at den pensionerede politimand François Verové tidligere på ugen blev fundet død i en lejlighed i det sydlige Frankrig.
Den 59-årige mand havde taget sit eget liv, efter at han 24. september var blevet bedt om at aflevere en dna-prøve fem dage senere. Kort efter blev han meldt savnet af sin kone, og 27. september blev han fundet død i en lejet lejlighed i byen Le Grau-du-Roi på den franske Middelhavskyst.
Ved sin død havde han ifølge franske medier efterladt et afskedsbrev, hvori han tilstod flere drab.
Dermed mener fransk politi omsider – efter 35 års jagt – at have fået afsløret identiteten på den indtil nu ukendte seriemorder med tilnavnet »den koparrede mand« – på fransk »Le Grêlé«.
Han begik sine forbrydelser i årene 1986-1994. Blandt ofrene var en kun 11-årig pige, der blev voldtaget og myrdet i Paris i 1986 efter at være blev bortført på vej til skole.
Dna-spor fra gerningsstederne viste, at en serieforbryder var på spil, men i årtier endte efterforskningen uden resultat.
Også selv om tre af de overlevende voldtægtsofre på henholdsvis 11, 14 og 26 år kunne fortælle, at gerningsmanden havde præsenteret sig som politimand. I et af tilfældene havde han endda legitimeret sig med et identifikationskort med det franske flag på.
Det fik for nylig en særlig efterforskningsgruppe i Paris med fokus på uopklarede sager til at ville indhente dna-prøver ved at skrive til 750 mænd, der på gerningstidspunktet havde arbejdet i Paris-regionen som gendarmer. Og det fik tydeligvis den 59-årige François Verové til at føle jorden brænde under sig.

Den præcise ordlyd af hans afskedsbrev er ikke offentligt kendt, men angivelig tilstår han i brevet, at i sin tid at have været styret af »impulser«, som han dog siden hævder at have fået styr på.
Det beroliger dog ifølge BBC ikke nødvendigvis advokaten Didier Sabier, der repræsenterer ofrenes familier og frygter, at der kan være tale om flere ofre:
»Vi kommer aldrig til at kende alle de forbrydelser, som »Le Grêlé« begik,« siger bistandsadvokaten.
For offeret for politimandens seneste kendte forbrydelse – den dengang 11-årige pige, som blev voldtaget i 1994 – er afsløringen af gerningsmandens identitet og hans død dog en stor lettelse.
»Hun reagerer med både lettelse og taknemmelighed. Først og fremmest taknemmelighed over for efterforskerne og de forskellige undersøgelsesdommere, som har haft succes i denne sag, og som aldrig gav op. Og lettelse over ikke længere at skulle risikere igen at støde på ham,« siger hendes advokat, Romain Boulet, til den franske tv-station BFMTV.




