Den 17. marts 2018 blev Rene Frank Schilder set forlade sit hus i Ulfborg i nedtrykt tilstand.

Siden har ingen set den 48-årige mand trods adskillige eftersøgninger i området omkring den jyske by.

Men nu lader det til, at der kan blive sat et punktum i sagen. For godt to uger siden, 16. oktober, fandt nogle jægere nemlig de jordiske rester af Rene Frank Schilder.

Det oplyser Torben Ladefoged, der er leder af den lokale efterforskningsafdeling i Holstebro, til B.T.

»En jæger finder noget i et område, som ikke skal være der. Han finder også en beklædningsdel og underetter så politiet. Vi laver en findesteds-undersøgelse og et retslægeligt ligsyn. Vi finder ud af, at der er grundlag for at tænke, at det er ham, der forsvandt i 2018,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Nu har vi så fået svar på de nærmere undersøgelser, og vi kan bekræfte, at det er ham,« siger han videre.

Han understreger, at der ikke er noget mistænkeligt i sagen, men at man vælger at bekræfte fundet af liget, fordi Rene Frank Schilders forsvinden har været meget omtalt i medierne.

Familien til Rene Frank Schilder er underrettet.

Det var det lokale medie Dagbladet Holstebro-Struer, som i første omgang kunne fortælle om fundet. De har i samme ombæring været i kontakt med Rene Frank Schilders gode ven Lars Ryan Jensen.

Han fortæller, at både han og stort set alle andre har været sikre på, at Rene Frank Schilder ikke længere levede, men at særligt familien er glade for, at man nu har fundet liget.

»Familien er dybt taknemmelig over for de jægere, der fandt Rene. Uden dem havde vi nok aldrig fundet ham,« siger han til Dagbladet Holstebro-Struer om de jægere, der fandt Rene Frank Schilder.