Søndag aften bad Nordjyllands Politi borgerne om hjælp til at finde en 80-årig dame, der havde forladt sit hjem.
Hun havde forladt sit hjem på Klokagervej i Hjørring klokken 13.00.
Politiet var til stede med hunde i området, men da eftersøgningen ikke bar frugt, bad de borgerne om hjælp.
Politiet oplyste desuden, at hun tidligere har forladt sit hjem uden at kunne finde tilbage igen, ligesom de kom med et signalement af den 80-årige.
Og det endte med at bære frugt i eftersøgningen.
»En mand mente at have set hende, da han var på vej til Hirtshals,« oplyser Bent Højgaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Politiet sendte en patrulje derop og ganske rigtigt fandt de damen tæt ved Tornby – omkring 12 kilometer i fugleflugt fra hendes bopæl.
»Hun blev heldigvis fundet i god behold,« siger vagtchefen.


