En 14-årig dreng, som mandag optrådte i en meget omtalt og delt video på sociale medier, er blevet anholdt af Fyns Politi.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

I videoen kan man se, hvordan en meget ung dreng får adskillige slag, spark og tramp i hovedet.

Den helt unge dreng undskylder gentagne gange under den voldelige sekvens, hvor han blødende fremvises for kameraet.

Den mistænkte gerningsperson skal altså være en blot 14-årig dreng, som dermed er under den kriminelle lavalder, oplyser Fyns Politi.

Derfor vil han efter afhøring blive overleveret til de sociale myndigheder, oplyses det videre.

Samtidig opfordrer man fra politiets side til, at man skal lade være med at dele den meget voldsomme video.

»Vi må på det skarpeste opfordre til, at man omgående stopper den ulovlige deling af videoen.
Det er helt urimeligt overfor ofret, der i forvejen er i en traumatisk situation, som risikerer at blive forstærket, når alle pludselig kan se med og ved, hvem der er tale om,« siger politikommissær Ulrik Lorentzen fra Fyns Politi.

Deling af videoen kan også føre til en straf efter straffelovens §264d, skriver politiet.

Yderligere opfordrer politiet til, at man stopper med at jage den unge mistænkte mand og hans familie, som det har været tilfældet det seneste døgn på sociale medier, hvor den 14-årige drengs personlige oplysninger er blevet delt.

»Vi opfordrer også til at stoppe heksejagt og selvtægt i forhold til gerningsmand/gerningsmænd i sagen. Politiet har erfaret, at der via Facebook er udlovet dusører, såfremt nogen kan skaffe adresse, telefonnumre etc. på formodede gerningsmænd,« siger Ulrik Lorentzen og uddyber:

»Vi ved også, at i hvert fald en af de formodede gerningsmand har modtaget henvendelse og trusler, der vurderes omfattet af straffelovens §266. Det skal stoppes nu, og vi gør opmærksom på, at det også er strafbart,« siger han.

Screendump fra den dramatiske video.
Screendump fra den dramatiske video.

Det ekstremt voldelige overfald bliver filmet fra det, der ligner et håndholdt kamera. Sekvensen varer to minutter og 12 sekunder. Og fra start kan man se, offeret stå i bare tæer på legepladsen. Den noget ældre gerningsmand står over for ham.

Gentagne gange ser man offeret, som ser ud til at være en meget ung dreng, blive slået, sparket og verbalt forurettet af en noget ældre ung mand.

Flere gange ser man den unge dreng blive sparket hårdt i hovedet, mens han ligger ned. Man kan tydeligt høre den helt unge dreng både sige og skrige undskyld.

På et tidspunkt bliver han blødende ført hen til kameraet, hvor han stilles op og tvinges til at sige undskyld til en person med et kvindenavn, som B.T. kender til.

Efterfølgende får den unge dreng flere slag og spark, inden den meget voldsomme video tager sin afslutning. B.T. har valgt at bringe en redigeret og sløret udgave af videoen øverst i artiklen.

B.T. har tidligere beskrevet lignende fænomener, hvor unge og børn tæver andre børn og unge.

Problemet er velkendt hos politiet og blandt politikere. Alligevel er det stadig at finde på sociale medier.

Ofte bliver de voldelige overfald filmet for at kunne blive delt på sociale medier. Om det har været formålet med den nye video, står ikke klart.

Men fra politiet lyder der nu en opfordring til forældre til børn og unge, som kan formodes at dele den voldsomme video.

»Forældre har et ansvar her for at være med til at sikre den ikke bliver delt – og at den bliver slettet, hvis det er sket«, siger Ulrik Lorentzen