På bare én måned har letbanen været involveret i en dødsulykke, kørt ind i både et barn og biler – og endda suset over for rødt.
Nu koger Facebook over af vrede og frygt, skriver Sjællandske Nyheder.
I Facebook-gruppen 'Glostrup (2600) Opslagstavle' fortæller en kvinde om en dramatisk oplevelse, hvor hun så Hovedstadens Letbane komme buldrende.
'Letbanetoget tog en hård opbremsning og standsede midt på fodgængerovergangen, heldigvis. Jeg kunne se, at folk i toget havde fået en ubehagelig tur. Jeg er meget bekymret for sikkerheden,' skriver hun.
Hendes opslag har udløst en lavine af reaktioner. Mange melder om næsten identiske hændelser, hvor letbanen, ifølge dem, skaber farlige situationer i trafikken.
En bruger fortæller, at letbanen kørte over for rødt i krydset mellem Gl. Landevej og Ndr. Ringvej i Glostrup, mens en anden skriver, at hendes mor har oplevet præcis det samme.
Hos Metro Service lægger man ikke skjul på, at der er noget at lære af episoderne:
'Hvis et af vores tog er kørt over for rødt, så er det en klar fejl, som vi søger at lære af og forebygge,' skriver selskabet i en mail til Sjællandske Nyheder.
Selskabet afviser, at problemerne skyldes mangelfuld oplæring af personale:
'Letbanen er udstyret med et moderne signalsystem, tydelig afmærkning og sikkerhedsmarkeringer. Alle førere er uddannede og har gennemgået specifik træning i drift under blandet trafik,' lyder det.
Derudover samarbejder Metro Service med myndighederne om at informere trafikanter og borgere om, hvordan man færdes sikkert omkring letbanen.
