Lørdag aften fik Fyns Politi en usædvanlig melding fra en kollega i en af politiets blitzvogne.

Klokken 18.51 blitzede han en fører i en firmabil, der kørte mere end vanvittigt stærkt ad Åsumvej i Odense.

Men det var ikke farten på 141 kilometer i timen i en 50 kilometer i timen-zone alene, der fik politiet til at reagere. På fotoet var der nemlig ved første øjekast slet ikke nogen fører.

»Vores kollega i fotovognen kan se på billedet, at føreren dukker sig, så man ikke kan se ham, der kører bilen,« fortæller vagtchef ved Fyns Politi Milan Seyfabad.



Forseelserne er så alvorlige, at politiet reagerer med det samme og kører ud til adressen på det firma, der ejer bilen.

»De her sager tager vi ret alvorligt. En ting er, at han overskrider hastighedsgrænsen med 100 procent – det er vanvidskørsel,« slår vagtchefen fast og tilføjer:

»En anden ting er, at han dukker sig, når han kører så hurtigt. Hans reaktionstid bliver forlænget betydeligt i forhold til, hvis der skulle ske noget foran ham.«

På firmaadressen finder politiet både bilen og føreren.

Føreren erkender, at han har kørt bilen på det pågældende tidspunkt

Politiet sigter føreren for vanvidspakken, beslaglægger firmabilen og inddrager den sigtedes kørekort.