For hundeejere og dyreelskere er det nemt at forestille sig den bekymring og sorg, der følger, når et dyr forsvinder pludseligt.
To fynske familier fortæller nu, hvordan de er forsøgt afpresset for penge af fremmede, som påstår at vide, hvor deres forsvundne dyr er. I det ene tilfælde var det sågar tæt på at lykkes for forbryderne at slippe afsted med penge.
»Jeg sad med beløbet tastet ind og var lige ved at overføre, men så ved jeg ikke, hvad det er, der får mig til at holde tilbage,« siger hundeejer Joan Mechlenborg.
For at forstå hendes historie, og hvorfor hun kom så tæt på at overføre penge, skal man vide, at familiens hvide schæferhund Diana blev stjålet. Det kunne de se på et overvågningskamera.

Derfor var det svært for dem at udelukke, at den fremmede mand, der ringede, vidste noget afgørende om hundens forsvinden. De havde en formodning om, hvem der kunne have taget Diana, men vidste ikke, om stemmen i telefonen var med i det.
Joan Mechlenborg, var flankeret af sin kæreste Tonny Wartau Nielsen, da manden ringede til dem. Hun var så snarrådig at ringe op til politiet på en anden telefon, så de kunne rådgive hende løbende.
»Man bliver jo alligevel i tvivl om, hvad der kommer til at ske, hvis man ikke overfører pengene. Eller hvis man nu overfører, om min datter så kunne få sin hund igen. Jeg rystede over hele kroppen.«
Joan Mechlenborg lavede en lydoptagelse med den fremmede, der ringede og krævede penge af dem. Den kan man høre noget af i videoen øverst i denne artikel.

Afpresseren, som ringede sammen med nogle andre mænd, krævede 3.500 kroner for at give en adresse til hundens opholdssted. Joan Mechlenborg og hendes kæreste havde ellers udlovet en dusør på 2.000 kroner.
Undervejs i samtalen, som flere gange blev afbrudt, undrede Joan Mechlenborg og Tonny Wartau Nielsen sig desuden over, at manden ikke bare kunne mødes med dem. Eller give dem adressen og så modtage pengene senere, når de havde hunden sikkert i hænde.
»Til allersidst bliver vi så enige med manden om, at vi skulle have adressen i en sms, når vi lagde på. Derefter skulle vi overføre de 3.500 kroner til ham.«
Den sms, der derefter tikkede ind, indeholdt dog ikke en adresse. I stedet var der tre korte ord:
»Løgn og latin«.
Da havde hundeejeren ellers talt med den fremmede i to timer i håb om, at han var i ledtog med den mand, de så tage deres hund.
»Det er helt vildt, der er nogen, der vil udnytte folk i deres mest sårbare øjeblikke,« siger Joan Mechlenborg.
Familien mener i dag, at det er en person, de har ligget i uoverensstemmelser med i flere år, som står bag at lukke både Diana og to af deres andre hunde ud af familiens have. Og at vedkommende intet har med dem, der ringede, at gøre.

På tragisk vis endte de også med at finde hunden Diana død efter at være blevet ramt af et tog. Politiet arbejder stadig på sagen om manden, der lukkede hundene ud.
Den tragiske ende, som denne hundefamilie oplevede, er heldigvis en, som hundeejerne Mette og Ole Klok blev forskånet for.
Deres hund Trine løb væk, da den blev forskrækket af noget nytårsfyrværkeri, og derfor efterlyste de den på sociale medier. Helt fra Tørresø på Nordfyn, hvor hunden løb væk fra, og til Odense, hvor parret plejede at eje butik.
Masser af mennesker tilbød deres hjælp, men én mand ringede af de helt forkerte grunde.
»Han siger, at han har set nogen, der har taget Trine, men det kunne jeg ikke forstå, for hun var lige blevet spottet i området,« siger Mette Klok.
Også hun – ligesom Joan Mechlenborg – blev kontaktet af en mand, der lød ung. Han bad om penge for at udlevere adressen til dem, der havde taget parrets golden retriever.
»Han sagde sågar, at dem, der havde taget Trine, ikke syntes, vi var gode ved den. Men altså, hun er den femte Trine, vi har, og vi har været gode ved alle vores hunde,« siger Mette Klok.
Den pensionerede butiksejer købte ikke den unge mands historie og spurgte, hvilket farve bånd hunden havde på, da han havde set den blive taget. Manden i telefonen svarede sort eller blåt, men den kun et år gamle hund bar et rødt halsbånd, da den forsvandt, og derfor var sagen afgjort for Mette Klok.
»Så lagde jeg på, for jeg vidste godt, det var fusk, men det er stadig uhyggeligt, at folk slår plat på ens ulykke.«
Heldigvis for denne hundeejer var der i dette tilfælde andre mere reelle folk, der fandt Trine, og de fik også udleveret den dusør, parret havde lovet for hunden.
Politikommissær Ann Kate Pedersen fra Fyns Politi siger, at det er godt, man er skarp og stiller modspørgsmål til de typer, Joan Mechlenborg og Mette Klok har talt med. Hun mener, man skal kontakte politiet, hvis man oplever noget lignende.
Desuden slår politikommissæren fast, at det ikke er en type sag, Fyns Politi oplever ofte. Faktisk har der hende bekendt ikke været andre tilfælde.
B.T. har forsøgt at ringe til begge afpresser-numre, men der er ikke forbindelse til dem længere.