Under retssagen om sidste sommers skyderi i Field's ønsker anklagemyndigheden, at en række videoer fra overvågningen i indkøbscenteret skal afspilles for lukkede døre.

Sådan lyder meldingen fra specialanklager Søren Harbo under et forberedende retsmøde torsdag eftermiddag.

Det drejer sig ifølge anklageren om 13 sammenklippede videoer fra overvågningen i Field's, som viser forskellige vinkler i centret under skyderiet 3. juli 2022.

Det gælder særligt en video på 19 minutter, som anklageren kalder 'hovedvideoen'. Den viser et sammenklippet handlingsforløb fra indledning til afslutning på, hvad der sker i Field's.

Hændelsen i Field's varede ifølge anklageren ikke samlet 19 minutter, som videoen varer. Men videoen viser de samme klip flere gange fra forskellige vinkler, siger Søren Harbo.

På en del af de klip, som anklagemyndigheden gerne vil have skjult for offentligheden, er der fokus på flere af de forurettede.

Tre mennesker blev dræbt under skyderiet, mens endnu flere blev såret, da en ung mand begyndte at skyde omkring sig i storcentret.

Et af ofrene blev med to skud frarøvet livet lige for øjnene af sine børn. Det fremgår af sagens anklageskrift, som løfter sløret for, hvad der ifølge politiet skete på dagen, hvor en 23-årig mand skød omkring sig med en jagtriffel.

Den unge mand er tiltalt for 11 forhold, der omhandler drab på en 17-årig dreng, en jævnaldrende pige og en 46-årig mand, adskillige drabsforsøg, at have fremkaldt alvorligt frygt hos bestemte personer samt for at have været i besiddelse af våben på et offentligt sted.

Det er tidligere kommet frem, at den 23-årige erkender de faktiske omstændigheder, som han erindrer dem, men at han nægter sig skyldig med henvisning til straffelovens paragraf 16. Den handler om sindssyge i gerningsøjeblikket.

Anklagemyndigheden har i anklageskriftet taget forbehold for påstand om en anden foranstaltning end fængsel. Det skyldes, at der er en sandsynlighed for, at den 23-årige mand – hvis han bliver dømt – ikke findes egnet til almindelig straf.

En anden foranstaltning kan være en behandlingsdom, hvor personen bliver dømt til psykiatrisk behandling. Det kan både være i en bestemt periode eller uden længste tid.

Københavns Byret behandler sagen over seks dage fra 12. juni til 5. juli.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast: