På en sommerdag sidste år blev tre mennesker dræbt i Field's, og endnu flere blev såret, da en ung mand begyndte at skyde omkring sig i storcentret.

Et af ofrene blev med to skud frarøvet livet lige for øjnene af sine børn.

Det fremstår af sagens anklageskrift, som nu ligger klar og løfter sløret for, hvad der ifølge politiet skete på dagen. hvor en 23-årig mand skød omkring sig med en jagtriffel.

Den unge mand er tiltalt for 11 forhold, der omhandler drab på en 17-årig dreng, en jævnaldrende pige og en 46-årig mand, adskillige drabsforsøg, at have fremkaldt alvorligt frygt hos bestemte personer samt for at have været i besiddelse af våben på et offentligt sted.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi tager i anklageskriftet forbehold for yderligere tiltalerejsning. Det vil sige, at den i dag 23-årige mand potentielt kan blive mødt af flere anklager i sagen.

I anklageskriftet bliver der beskrevet flere grusomme beretninger fra den tragiske dag. Første skud blev ifølge anklageskriftet affyret klokken 17.33.

Det er politiets opfattelse, at de første to dræbende skud blev affyret mod to børns far, som opholdt sig ved biografen i storcentret. Derefter lød yderligere to skud. Også de blev dræbende. Og så et mere.

Det sidste strejfede alene skulderen på en af sagens forurettede. Men ifølge anklageskriftet var hensigten at dræbe. Og derfor er der rejst tiltale for drabsforsøg.

Efterfølgende fortsatte tiltalte videre ind i indkøbscentret, hvor skuddene blev flere og flere, lyder det i anklageskriftet, der beskriver, hvordan han skulle have skudt mod en rulletrappe fyldt med mennesker, der forsøgte at flygte.

Flere blev ramt. Og én døde af sine kvæstelser.

I alt er der nævnt 23 navngivne forurettede i anklageskriftet. Altså ofre. Og så er der nævnt en gruppe på mindst 20 personer, som den tiltalte også skulle have skudt mod i forsøget på at dræbe.

Det er tidligere kommet frem, at den 23-årige erkender de faktiske omstændigheder, som han erindrer dem, men at han nægter sig skyldig med henvisning til straffelovens paragraf 16. Den handler om sindssyge i gerningsøjeblikket.

Anklagemyndigheden har i anklageskriftet taget forbehold for påstand om en anden foranstaltning end fængsel. Det skyldes, at der er en sandsynlighed for, at den 23-årige mand – hvis han bliver dømt – ikke findes egnet til almindelig straf.

En anden foranstaltning kan være en behandlingsdom, hvor personen bliver dømt til psykiatrisk behandling. Det kan både være i en bestemt periode eller uden længste tid.

Københavns Byret behandler sagen over seks dage fra 12. juni til 5. juli.