En mandlig bilist er søndag aften cirka klokken 21 kørt galt i en voldsom soloulykke ved landsbyen Jerslev syd for Kalundborg.

Ulykken er sket på Dyssevej, hvor føreren af bilen mistede herredømmet over køretøjet, så det fløj op over en skrænt og ramte et træ.

»Føreren blev fastklemt og er blevet klippet fri,« oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Sonny Bonde til bt.dk søndag aften.

Redningsfolkene på stedet har for en sikkerheds skyld lagt en halskrave på den tilskadekomne.

Han er derefter kørt til behandling på Slagelse Sygehus.

»Han er kommet til skade, men ikke voldsomt til skade,« siger vagtchefen.