En bøde på 12.000 kr. og en ubetinget frakendelse af kørekortet.

En dom i Østre Landsret har fredag formiddag sat en stopper for Venstre-politikeren Søren Hyldgaards politiske karriere flere år frem i tiden.

Østre Landsret fandt det mangeårige byrådsmedlem i Rudersdal Kommune skyldig i to hastigheds-overtrædelser.

På grund af en uheldig cocktail af en årelang sagsbehandling hos Nordsjællands Politi og ændrede regler undervejs, er Venstre-mandens politiske karriere dermed styrtet i grus.

Nye krav til politikeres valgbarhed har nemlig betydet, at han på grund af fartbøderne er blevet tvunget på orlov fra sit hverv som byrådsmedlem i Rudersdal Kommune i Nordsjælland.

Og han kunne heller ikke stille op til det netop afviklede valg til Folketinget som kandidat for Venstre, efter at hans banale fartsag trak ud i årevis.

»Av, av, av - det kan ikke være rigtigt,« lød den umiddelbare reaktion fra en noget rystet Søren Hyldgaard, da B.T. kunne overbringe ham landsrettens dom.

»Det er jeg meget ked af, for jeg er stolt af min indsats i det lokalpolitiske arbejde. Jeg har været 10 år i byrådet og havde satset på en politisk karriere, men nu kan jeg tidligst blive valgt igen fra 2026,« tilføjer den 48-årige Venstre-mand.

Hans fartovertrædelser fandt sted i sommeren 2015.

Her blev Søren Hyldgaard ligesom omkring 6.000 andre bilister blitzet på Lyngby Omfartsvej i  i en meget omdiskuteret bøderegn på stedet.

I forbindelse med et vejarbejde blev hastigheden nedsat fra 90 til 50 km/t. på stedet, men langtfra alle bilister opdagede det. Alene på én dag blev 1.635 personer fanget i fartfælden.

Og Venstre-politikeren nåede at blive blitzet tre gange på tre måneder. Med hastighederne 95, 87 og 89 km/t.

Talrige bilister forsøgte siden i fællesskab at blive fritaget for bøderne i retten, fordi de mente, at skiltningen var for dårlig. Det afviste dog både by- og landsretten.

Søren Hyldgaard accepterede uden videre, at han havde kørt for stærkt. Alligevel hørte han ikke noget fra politiet, før en motorcykelbetjent pludselig opsøgte ham i et vejkryds tæt på bopælen i juli 2017 – altså ca. to år efter fartoverskridelserne.

På det tidspunkt var den første af hans tre hastighedsoverskridelser blevet forældet, fordi der var gået to år. Men forældelsen af de to øvrige fartoverskridelsen blev efter politiets opfattelse lige netop stillet i bero, fordi motorcykelbetjenten opsøgte Venstre-politikeren.

Søren Hyldgaard og hans advokat bestred dog i landsretten, at motorcyklistens henvendelse kan betragtes som en sigtelse. Derfor krævede de frifindelse, men altså forgæves.

Landsretten takserede fartovertrædelserne til en bøde på 12.000 kr. og et halvt års ubetinget frakendelse af kørekortet.

Netop det mistede kørekort får store konsekvenser for Søren Hyldgaards politiske karriere.

Siden april 2018 har en frakendelse af førerretten nemlig været nok til, at en politiker kan blive kendt uværdig til at stille op til valg til kommunalbestyrelser og Folketinget.

Tidligere blev den slags afvejninger foretaget af det såkaldte valgbarhedsnævn, men fra 2018 er der kommet mere firkantede og konkrete grænser for, hvornår en politisk kandidat ikke længere kan blive valgt ind.

Derfor blev Søren Hyldgaard i februar nødt til at tage orlov som byrådsmedlem i Rudersdal Kommune. Det har foreløbig kostet ham 38.000 kr. i mistet vederlag, og med den ubetingede frakendelse af kørekortet kan han tidligst igen blive byrådsmedlem i 2026.