1,3 millioner danske kroner.

Det er i runde tal, hvad en dansk mand på Vestegnen angiveligt sælger hundehvalpe for på bare halvanden måned.

»Først tænkte jeg hold nu op. Det her er big business. Men med det for øje, så forstår man jo godt, at det her er så omfangsrigt,« lyder det fra Dyreværnets direktør, Rikke Christensen-Lee.

Manden spiller nemlig i disse dage en central rolle i en dokumentarserie fra Dyreværnet, fordi de mistænker, at han sælger ulovligt importerede hundehvalpe.  En industri, der anslås at være den tredje mest profitable sorte økonomi i Europa – kun overgået af våben- og narkohandel.

I dokumentarserien går den tidligere narkobetjent i Københavns Politi René Dahl Andersen undercover for Dyreværnet og besøger med skjult kamera en række såkaldte hvalpefabrikker i både Rumænien og Polen, som tilsyneladende kun har én ting for øje: At sælge hundehvalpe med profit.

»Der er så mange penge i det her, kan vi se. Vi havde selv lavet nogle små beregninger på, hvor meget man kan tjene per hvalp, men her får vi det endelige bevis,« fortsætter Rikke Rikke Christensen-Lee.

For udover at besøge uhumske hvalpefabrikker i østeuropa lægger René Dahl Andersen også vejen forbi hundesælgeren på Vestegnen med skjult kamera under påskud af at være en interesseret køber

Undervejs i besøget fortæller manden blandt andet, at han sælger hunde af racen maltsere for 18.000 danske kroner, og at han den seneste halvanden måned har solgt intet mindre end 70 hvalpe – altså for et beløb, der løber op i  1.260.000 kroner såfremt alle hundene er solgt til den pris.

»Og han er ikke den eneste. Vi har talrige danske sælgere, som tilsyneladende profiterer af det her. Så manden i dokumentaren er bare én ud af mange,« siger Rikke Christensen-Lee om manden, som ifølge Dyreværnet ikke fremgår som »godkendt importør« af hunde hos Fødevarestyrelsen.

Som led i dokumentaren køber René Dahl Andersen malteserhvalpen Freya af sælgeren på Vestegnen. Med sig får han en sundhedsbog underskrevet af en dyrlæge på stedet, hvor det fremgår, at hunden er ni uger gammel.

Dyreværnets undersøgelse viser imidlertid, at hunden formentlig er tættere på seks uger og således yngre end de påkrævede otte uger.

»De her mennesker er snu. Typisk har de hundene mindre end 24 timer, før de igen er solgt videre, og på den måde sikrer de sig mod politiet. For når de så kommer, så er der ingen beviser,« siger Rikke Christensen-Lee videre.

Da René Dahl Andersen besøger hundesælgeren på Vestegnen, er der desuden en dyrlæge til stede. Dyrlægen underskriver hundens sundhedsattest, men ifølge Dyreværnet formentlig helt uden at undersøge hunden nærmere.

»Det hele virker jo meget professionelt, så jeg kan godt forstå, at man som køber kan falde i.«

B.T. har været i kontakt med hundesælgeren.

Han mener ikke, at der er tale om ulovligt importeret hunde, men erkender samtidig, at han ikke er godkendt som importør hos Fødevarestyrelsen.

»Hundene har papirer, pas og alt andet i orden, og jeg har indsendt en anmodning til Fødevarestyrelsen om, at jeg vil være importør. Det gjorde jeg sidste år, men jeg har ikke hørt fra dem endnu,« siger han

Han tilføjer, at han henter hundene i Polen, men at der tale om »ordentlige opdrættere« og ikke hvalpefabrikker ala dem, som Dyreværnet har besøgt. Samtidig afviser han, at han skulle have solgt importerede hunde, mens han har ventet på sin godkendelse.

Her har der udelukkende været tale om hunde, han selv har opdrættet, hævder han.

»Og så har jeg en dyrlæge tilknyttet, så jeg kan sikre, at tingene er i orden. Hundene får lavet sundhedstjek og får en dansk sundhedsbog.«

Under Dyreværnets besøg fortæller du, at du har solgt 70 hvalpe på halvanden måned. Det lyder af mange?

»Jeg har måske smurt lidt tykt på. Så mange kan jeg slet ikke sælge på så kort tid,« siger hundesælgeren, der samtidig afviser, at hunden, han solgte til René Dahl Andersen skulle være yngre end angivet.

»Vi har jo en fødselsdato på hunden, så det ved jeg ikke, hvordan de kan konstatere.«

I et forsøg på at komme problemet til livs, har Dyreværnet oprettet et borgerforslag med titlen Freyas Lov. Med det håber de, at det bliver et lovkrav, at hundesælgere i Danmark skal kunne fremvise moderen til hvalpen, før den må sælges.

Første afsnit af Dyreværnets dokumentar 'Når hvalpe lider for profit' kan ses på Dyreværnet.dk