»Hvad fanden foregår der, er det blevet Pusher Street?«

Sådan lyder det fra Line Christensen, efter at hun tirsdag gjorde et usædvanligt og uhyggeligt fund i sin treårige datters klapvogn.

»Jeg er ved at stille en løbecykel ind i opgangen, og så får jeg øje på de her to poser,« fortæller hun.

Hun bor i Aarhus-forstaden Risskov, som normalt er kendt som et roligt sted med mange dyre boliger. Derfor var hendes første indskydelse også, at det måtte være sten eller mos, som lå i poserne.

Men det var det ikke.

Det afslørede den kraftige lugt fra indholdet.

»Der var ingen tvivl. Det var hash, og så gik jeg kortvarig i panik og tænkte, 'hvad gør man lige nu?'« fortæller hun.

Den hurtige løsning blev at smide de to poser, som ifølge Line Christensen tilsammen var på størrelse med en pakke gær, i den nærmeste skraldespand på parkeringspladsen udenfor opgangen.

Hun tænkte ikke dybere over mængden i posen, men var forarget over, at man havde efterladt stofferne i børnehøjde.

Hun lavede derfor et opslag i den lokale Facebook-gruppe, hvor hun viste sit fund frem, og opfordrede folk til at kigge efter en ekstra gang, inden de lukker folk ind i opgangen, som normalt er aflåst.

Og pludselig begyndte henvendelserne at vælte ind.

Men ikke lige dem, som hun havde ønsket sig. Folk ville have fingrene i hashen.

»Der er rigtig mange, der har henvendt sig, fordi de gerne vil købe det,« siger Line Christensen.

»Jeg kunne pludselig se mig selv som dealer, det var ikke lige planen,« tilføjer hun.

Har du oplevet noget lignende? Så vil B.T. gerne høre fra dig på nigf@bt.dk.

Og dagen efter kunne hun forstå på sine kollegaer, at de små klumper hash måske heller ikke bare skulle have været smidt i skraldespanden, men i stedet være indleveret til politiet.

Prisen på en pakke gær kan nemlig slet ikke sammenlignes med prisen på hash.

»Jeg vil tro, der har været 50 gram i alt. Det var også derfor, jeg tænkte, at det ikke var så meget, men mine kolleger siger, man giver 50 til 80 kroner pr. gram. Så var der pludselig for mange penge, kunne jeg godt se,« forklarer hun og fortsætter:

»De siger, det er noget, man får fra en dealer, og så skal man sælge det videre. Det synes jeg er lidt uhyggeligt, og det har jeg ikke lyst til foregår i min opgang,« afslutter hun.