Søndag aften lyder meldingen fra Københavns Politi, at 56-årige Ragnar Haug fortsat er savnet.
Dermed er det 10 dage siden, at familiefaderen sidst blev set.
Fredag var politiet ude at efterlyse en koksgrå firehjulstrækker, der blev set foran Ragnar Haugs bopæl på Boserupvej i Brønshøj, kort efter han forsvandt.
Samme dag opfordrede de beboerne i området til at kigge efter den 56-årige familiefar i haver, garager, skure, kælderskakter og lignende.

Indtil videre tyder det dog ikke på, at nogle af de efterforskningsskridt har givet pote. I hvert fald er den 56-årige familiefar fortsat savnet.
Derfor hører Københavns Politi meget gerne fra borgere, der ligger inde med informationer, som kan være relevante for deres efterforskning.
Ragnar Haug blev sidst set den 26. december, hvor han forlod sin bopæl i Brønshøj omkring klokken 18.15.
Politiet har tidligere fortalt, at da hans familie kom hjem til deres fælles hjem, var den 56-årige familiefar ikke var nogen steder at se.
»Vi holder alt åbent lige nu, men vi kan bare ikke finde ham, og der er intet sygdomsbillede eller gammel historik,« sagde vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Svejstrup, få dage efter forsvindingen til B.T.
Politiet er i besiddelse af Ragnar Haugs mobiltelefon, pung og andre personlige ejendele, som blev fundet på bopælen i Brønshøj.
De har afsøgt området omkring familiens bopæl med politihunde, ligesom et nærliggende vandområde er blevet undersøgt med dykkere.
Morgenen efter forsvindingen - den 27. december omkring klokken 7.30 - bemærkede et vidne en koksgrå firehjulstrækker ved familiens bopæl.

Københavns Politi vil fortsat gerne i kontakt med borgere, som har viden om denne bil, eller som ligger inde med andre relevante informationer i sagen.
Ragnar Haug beskrives som værende cirka 185 centimeter høj og spinkel af bygning.
Han har gråt har og taler dansk med norsk accent. Han kan være iført en blå jakke af mærket Peak Performance.
Har du oplysninger til sagen, bedes du kontakte til Københavns Politi på telefon 114.
