Natten til mandag udbrød en stor brand i et træhus i Svelvik i Norge. En hel familie frygtes at være døde.

Klokken 02.21 natten til mandag meldte politiet om en stor brand i et hus i det sydøstlige Norge. Da brandvæsenet ankom til stedet, var huset helt overtændt. Det skriver flere medier, herunder det norske medie VG.

Brandvæsenet forsøgte i flere timer i løbet af natten at slukke den kraftige brand, men kort efter klokken 17 konstaterede politiet, at huset var totalt udbrændt.

I huset boede en ansat fra det lokale brandvæsen. Han og hans familie bestående af en anden voksen og to mindreårige børn er nu savnet. Politiet frygter, at de var inde i huset, men på grund af varmen har det stadig ikke været muligt at lave undersøgelser eller finde eventuelle lig efter branden.

En hel familie frygtes døde.
En hel familie frygtes døde. Foto: Terje Bendiksby
Vis mere

Men som det ser ud nu, er der ikke håb om, at nogen har overlevet branden, lyder det fra det lokale politi i en pressemeddelelse.

Hos Drammensegnens brandvæsen, hvor husets ene beboer var ansat, lyder det fra informationskonsulent Kristine Grydeland:

»Det er dybt tragisk, hvad der er sket. Det er altid tragisk med sådanne brande, men vi mærker ekstra meget til det, når det er en af vores egne,« siger hun til VG og tilføjer:

»Jeg vil også gerne sige, at vores tanker og varmeste medfølelse går til de pårørende og også til lokalsamfundet.«

I et opslag på Facebook skriver brandvæsenet:

»Det er med stor sorg, at vi har erfaret, at en af vores kollegaer og hans familie har været savnet efter branden på Berger i går aftes. Vores tanker og varmeste sympati går til de pårørende og samfundet.«

Desuden har kommunen iværksat et kriseberedskab og skolen, de to mindreårige går på, får hjælp af kommunen til at håndtere situationen.

De pårørende til familien er underrettet.