En person død efter eksplosion i tysk by
Både vinduer og døre blev blæst ud.

Både vinduer og døre blev blæst ud.

En person er tirsdag morgen død efter en eksplosion i et boligkompleks i den tyske by Kropp, der ligger syd for Slesvig.
Sådan oplyser Flensborg Politi i en pressemeddelelse.
Den afdøde person er blevet fundet i en lejlighed i stueetagen, efter at redningsmandskab har undersøgt området.
Endnu vides det ikke, om der er tale om den 77-årige beboer på adressen, lyder det videre.
»Alle andre beboere i bygningen er blevet evakueret eller er i øjeblikket på ferie,« skriver Flensborg Politi.
Der er 29 registrerede beboere i ejendommen.
Eksplosionen skete kl. 6.45, og politiet mener, at den fandt sted i en lejlighed i netop stueetagen, hvor den døde person blev fundet.
Trykbølgen var så voldsom, at flere vinduer og døre blev blæst ud i bygningen. Også i nogle af de omkringliggende bygninger.
Årsagen til eksplosionen kendes endnu ikke, og undersøgelserne besværliggøres yderligere af, at er risiko for sammenstyrtning i ejendommen.
Området er blevet afspærret.